Forside Artikler ”Du var lidt hård i aftes!"
”Du var lidt hård i aftes!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 12. maj 2014 09:02



Ja, sådan sagde en ældre troende ven til mig.  ”Da jeg kom hjem, var jeg i tvivl…”  Vi havde nemlig talt om det udbredte religiøse selvbedrag, der går i svang i kirkelivet uanset hvilken kirkelig observans, vi taler om.

Vor bibelsamtale var bl.a. om Abraham.  For kristne er han ”troens fader” med den ifg. Romerbr. frelsende, retfærdiggørende tro, men for jøderne fremhæves han i Johs.ev. 8 som deres ”trygge”, jordiske familieophav.

Vi  kan ligeledes fejlagtigt tro, at  ydre religiøsitet (fx medlemskab af en kirke) kan redde os.  Men det kan det lige så lidt som jødernes religiøsitet kunne uanset slægtskabet med Abraham.  ”I har djævelen til fader”, sagde Herren til dem i Joh.8:43, ja, i sandhed det var ”hårdt” sagt.

Advarsel mod religiøst selvbedrag høres yderst sjældent el. aldrig i dag,  hvor ”fromme” kirkegængere endelig ikke må forstyrres i deres dybe, åndelige dødssøvn.  Ved Guds nåde og evangeliets klare forkyndelse blev jeg dog som ganske ung blev ”forstyrret” og indså, at min slægts ”aristokratiske” religiøsitet ikke var nok.  Det er jeg heldigvis ikke ene om.

Desværre er det ofte sådan, at når en stærk advarselsrøst lyder, bliver de, som ikke skal skræmmes, unødigt skræmt, medens de, der burde rystes,  sover videre som om intet er hændt.  Det trøstede jeg den gamle, troende ven med, som er en af Herrens egne under evangeliets uforskyldte nåde.

”Hård tale” (Joh. 6:60) lød fra Herren selv.  ”Hvem kan holde ud at høre på den?” spurgte mange af Hans disciple.  Men desuagtet skal vi ikke smække evangeliets åbne dør i for dem, der ønsker at blive frelst.  Over den dør står ordene:  ”Kom!  Den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt!”  (Åb. 22:17).  Gud ske tak og lov, den dør er endnu vidt åben.

12.5.14 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)