Forside Artikler Nej til ”kammerateri” med Gud, men…
Nej til ”kammerateri” med Gud, men… Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 09. oktober 2009 08:01


”Afstanden mellem Gud og os er så uendelig stor, at vi ikke uden videre kan trække Ham kammeratligt ned på vort plan”, belærte en af mine gode venner i København mig om for nogle dage siden – en  i øvrigt absolut hædersmand, hvis ydmyghed gør mig til skamme.


”Jo, jo, men det med den ”uendelige afstand” eller ”den kvalitative forskel på Gud og os”, som Søren Kierkegaard ofte talte om, er jo ikke hele sandheden, og får ordene lov at stå alene, bliver de til noget uforløst vås”, protesterede jeg og fortsatte:


”Selvfølgelig bliver vi ikke ”kammerater” med Gud, men afstanden er for et Guds barn ikke større end at det går an at fryde sig i Hans nærhed i Kristus Jesus.  Tillader du, at jeg deler med dig et ord herom?” spurgte jeg.  Det fik jeg lov til og læste fra Rom. 5:11:  ”Og ikke det alene, men vi priser os endogså lykkelige over Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forligelsen.”


Vi var selvfølgelig enige om, at denne evangeliske side af vort Gudsforhold må med, og at der er noget, der hedder at ”prise sig lykkelig over Gud ” ved vor Frelser og Herre, Jesus Kristus.


Jeg spurgte:  ”Hvad tror du gør størst indtryk på ikke-kristne, når de ser os?”  Min ven svarede:  ”Glæden.”  Det var vi begge af hjertet enige om.  ”Men vi kan ikke alle være lige sprudlende”, sagde han.  Også det var vi enige om.  Men glæden, enten den er ”sprudlende” eller stille som floden, er der og mærkes.  Vore temperamentstyper er forskellige, men glæden er den samme, om end den ytrer sig forskelligt.


Ved et opbyggeligt samvær i vort hjem kom jeg engang til at sige, at vore forskellige temperamenter vil vi sandsynligvis også have i evigheden, men naturligvis på en forherliget, forløst måde.  Det var selvfølgelig kun en hypotese.  Der er jo som bekendt:  Sangvinikeren, kolerikeren, flegmatikeren og melankolikeren.  En sagde  tørt:  ”Jeg tror nu ikke, der vil være melankolikere i Himlen!”  Det var en ganske munter bemærkning, og jeg indså, at jeg havde vovet mig for langt ud.


Men tilbage til udgangspunktet.  Der kan nok – lidt filosofisk - tales om ”den uendelige afstand” mellem Gud og os, men i Kristus er vi dog bragt i Hans nærhed i barnekårets Ånd.  ”Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod.”  Ef. 2:13.


-jn-

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)