”Se, da kom der nogle vismænd fra Østerland….”  (Mt. 2:1)

Østens folk har altid på en forunderlig måde fascineret mig.  I mine ganske unge dage i ØK (Østasiatisk Kompagni) mærkede jeg altid et dragende sus, når de ældre, berejste ØK-folk talte om ”det fjerne Østen”, som jeg håbede engang selv at komme til at opleve, hvilket dog aldrig skete.

Men jeg har da i rigt mål mødt dem her i Vesten, både i Europa og i USA.  Og 3. juledag får jeg igen den glæde, om Gud vil, at tale til en større, festklædt forsamling af tamilere i en naboby, måske med samme tolk, en yndig ung kvinde, der flittigt slog op i sin tamilske Bibel med mange personlige understregninger.

I Ålesund blev jeg venner med et indisk ægtepar.  Fruen især talte flydende norsk og sagde, at jeg mindede om hendes far.  Det skulle vist være en kompliment.

Under en morgentur,  i  sommer, satte jeg mig på en bænk ved siden af et ægtepar fra Filippinerne.  Vi kunne heldigvis tale engelsk sammen.  De var katolikker, fortalte de mig.  Jeg sagde:  ”I Himlen vil der ikke være hverken katolikker eller protestanter, men kun eet folk, løskøbt med Kristi blod.”  Deres ansigter lyste op, og vi havde en fin bedestund sammen  i det fri.  Den slags er OK i USA.  Vi mødtes igen og kendte i vore hjerter, hvordan Kristi kærlighed bandt os sammen.

Flere gange stødte jeg også på en vismand fra Indien.  Han var en slags hindu og meget belæst og havde også formelt kundskab om evangeliet.  Men ak, ham kunne jeg ikke nå ind til.  Jeg vidnede dog om Kristus for ham og fortalte ham ud fra Guds ord, at han var en synder, som alverdens religion ikke kunne redde. 

Tilhørte vor Herre Jesus selv til Østens folk?  Vel, Han blev født i det nære Orient og var således, også i udseende,  midt mellem os i Vesten og vore venner i Østen.  Jeg har altid syntes, der var noget symbolsk og  evangelisk ved denne geografiske placering.

Vi i Vesten kan godt virke lidt ”kedelige” – ikke bare i udseende, men også sammenlignet med Østens folk i deres umiddelbarhed og spontanitet.  Jeg mindes med glæde en iransk kvindes Kristus-vidnesbyrd i Egersund for nogle måneder siden.  Hvor var hun frisk og levende!  Hendes norske mand var rolig og stille, men dog lige så ægte og hjertevarm.  Men måske er den usynlige verden mere virkelig for Østens folk end for os. 

Det var den i hvert fald for ”de vise mænd fra Østerland”, som under den usynlige verdens ledelse fandt frem og faldt ned for Jesus og tilbad Ham (Mt. 2:11).

-jn-