Spørgsmål: Så er det eit spørsmål ang Jesu oppstandelse. Det er Peter som kommer til Jesu grav. Steinen er tatt bort og Peter går inn i graven. Hva betyr det at Peter ser linklærne ligger der, og at svetteduken, som hadde vært på hodet hans, ikke lå sammen med linklærne, men var lagt sammen på et sted for seg selv. Joh 20:6f.
Hva betyr dette som Peter ser? Hva betyr dette for vår oppstandelse?

Svar:  Den kendsgerning at linklæderne og hovedklædet lå pænt sammenholdet hver for sig, viser hvilken ophøjet ro, der var over Jesu opstandelse.  Han gav sig god tid til at folde gravklæderne sammen og lade dem blive tilbage i gravhulen.

En ven gjorde mig for mange år siden opmærksom på en orientalsk skik i forbindelse med en overnattende gæst.  Han kunne finde på at stå op før de andre i huset og lægge sengens hovedklæde et sted for sig selv for dermed at sige:  ”Tak for husly – jeg er rejst og kommer ikke tilbage!”  I Jesu tilfælde forblev graven tom, og han komme ikke tilbage.

Jesu opstandelsesklæder hørte Himmelen til uden nogen jordisk oprindelse eller forbindelse, derfor blev begravelsesklæderne ladt tilbage.

Du spørger, hvad dette betyder for vor opstandelse?   Også vi efterlader på jorden og i jorden alt jordisk, både vore jordiske legemer og jordiske begravelsesklæder, når vi i opstandelsen vil være påklædte nye ”lange, hvide klæder”  (Åb. 7:9).  Da profeten Elias for op til Himmelen, lod han sin kappe blive igen på jorden – den var simpelthen faldet af ham, står der  2 gange (2. Kg. 1:13, 14).

Er ikke også de efterladte begravelsesklæder et vidnesbyrd om, at Jesus ikke var blevet stjålet fra graven, sådan som de religiøse ledere betalte soldaterne for at sige (Matt.  28:15)?  Det er jo en helt umulig og absurd tanke, at gravrøvere ville stjæle selve liget og lægge ligklæderne sammenfoldet for sig?  Hvis liget virkelig skulle stjæles fra graven, havde man vel taget det med fuldt påklædt?

Matth. Henry, den klassiske, gudfrygtige bibelfortolker,  har en interessant kommentar til de efterladte linklæder.  ”De er til vor brug”, siger han allegorisk, forstået på den måde, at også vi får brug for en ”opredt” gravseng med gravens klæder, hvis ikke Herren kommer og henter os forinden, må vi så tilføje.

Og som der var en ophøjet ro uden antydning af panik ved Jesu opstandelse og den stille, tomme grav, skal der også være en fred, som ikke er af denne verden, ved en troendes grav som det hensovede legemes midlertidige hvilested.  (Den frelste ånd vil være i Himmelen i bevidst samfund med Herren – hjemme hos Ham, 2. Kor. 5:8) 

Jeg kan lide at synge Brorsons herlige salme ”Guds Sønn har gjort meg fri…”  (Sangboken nr. 317), hvor salmedigteren jubler så befriende om sin grav:

Mitt hjerte i meg ler, når jeg min grav beser,
ej blomsterdal, ej fyrstesal, så trygg en seng meg vise skal!
Min død er ferjemann til livets faste land,
Gud Sebaot, Hans eget slott, ja, dér er evig godt!

14.4.14 - jn