Min moster Inga døde, før jeg blev født, kun 27 år gammel.  Fra sin sygeseng på Kommunehospitalet sagde hun til sin far (min morfar):  ”Uanset hvad der sker, så véd jeg, at jeg tilhører et folk, frelst i Herren!”  Det var et citat fra 5. Mos. 33:29, hvor der i den Bibel, hun brugte står:
”Salig er du, Israel!  Hvor er som du, et folk, frelst i Herren!”

Tænk at kunne gå hjem til Gud sådan!  I den eng. Bibel står der:  ”Lykkelig er du, Israel!” Blot et andet ord for ”salig”.  Moster Inga levede for at gøre andre lykkelige med sine sange og guitarspil, men selv bestod hendes lykke og frelse kun i,  hvad Herren Jesus Kristus havde gjort for hende.
På hendes gravsten kom der til at stå netop ordene:  Frelst i Herren!

Vore døtres canadiske lærer, Anette, gav mig gode minder, da jeg i fjor besøgte hende som døende.  Temaet på sygestuen var alene Kristus og Hans fuldbragte værk.  ”Bed for hende”, blev der flere gange sagt ved hendes begravelse, men de døde i Herren behøver ingen forbøn. De er nemlig allerede salige (Se Åb. 14:13), ja, ”saligkåret” i Jesus Kristus!

Jeg så et kort fra en af hendes venner.  Der stod bl.a.:  ”Må du nu finde ly under jomfru Marias kappe.”  Men ak, intet ord om frelsen i Kristus alene.  Jeg harmedes i min ånd, for hverken jomfru Maria, Romerkirke, ”sakramenter” el. ceremonier kan frelse.  ”Hos Herren er frelse!”  (Jon. 2:10) –  kun dér, ingen andre steder.

Min mosters slægt, dvs. også min slægt på min mors side, var meget religiøs, men det var hun ikke, for religiøsitet frelser ikke, hvor from den end kan se ud.  Og frelse er, hvad både religiøse og ikke-religiøse behøver.

10.4.14 – jn