Spørgsmål:  Angående  2. Pet. 2:20, hvor der tales der om kristne bekendere, der tilsyneladende har oplevet en omvendelse gennem kundskab om vor Herre Jesus Kristus, men alligevel i sidste ende falder fra og atter lader sig indfange af denne verden, er mit spørgsmål:  Har sådanne mennesker nogensinde været født på ny?

Svar:  Nej, det tror jeg ikke alt den stund, apostlen netop taler om bekendelse og hvad en bekendelse til evangeliet kan føre til i det ydre uden at have fået del i guddommelig natur gennem en ny, åndelig fødsel.

En ydre ændring af livsførsel er ikke det samme som at blive et barn af Gud, thi det sker ved fødsel (ny fødsel) og ikke ved at beslutte sig for at leve anderledes.  Vore kirker og kristne sammenhænge har mange sørgelige eksempler på det.  For nogle lykkes hykleriet ganske godt i årevis, andre ”falder fra” efter nogen tid og kommer ikke mere på de kristne møder.  Men fælles for dem begge er, at intet guddommeligt er sket med dem.  Den ydre, moralske forandring stak ikke dybere, end at denne verden med dens synd og tænkemåde har stærkere appel til dem end et sandt discipelforhold til vor Herre Jesus Kristus.  En trosbekendelse kan de nok formelt være med  at fremsige, men hjertet er ikke med.

Det er det, ordet taler om.  Det går an at ”undfly verdens besmittelse” ved forstandsmæssigt at godtage evangeliets lære, men Åndens indre vidnesbyrd mangler, og derfor vil sådanne mennesker ikke kunne leve uden det gamle liv i den verden, som de for en stund sagde farvel til.  De vil da blive let bytte for både vranglærere, tidens filosofiske systemer og lokkende talemåder, men hele tiden med synden som den egentlige drivkraft.  De var godt nok i evangeliets umiddelbare nærhed og fornemmede dets sødme, men mere blev det ikke til.  For sådanne mennesker ”er det sidste blevet værre med dem end det første”  og ”det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende” (v. 21).

Om just sådanne mennesker, der i udgangspunktet havde megen kundskab om Kristus, læser vi:  ”Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: ”Hunden vender sig om til sit eget spy” og ”den vaskede so vælter sig atter i sølen” (v.22).  Som C.H. Spurgeon ganske rigtigt har sagt:  ”Hvis den hund eller so havde været født på ny og fået fårets natur, vil den aldrig have søgt tilbage til smudset.”  Hunden kan være et billede på vranglærdom og soen på det uigenfødte mennesker, som i det ydre er ”vasket”, men hvis livselement stadig er det syndige liv.

I dag lyder der meget sjældent i forkyndelsen nogen advarselsrøst mod åndeligt selvbedrag, og derfor sidder mange ”pæne” mennesker under prædikestolene i den tragiske indbilding, at alt er vel under devisen ”fred, fred og ingen fare”, medens sandheden er, at de er fortabte og behøver omvendelse fra selvbedraget.

-jn-