Jeg blev dybt berørt, da jeg netop i  radioen lyttede til en gammel vens historie, som var ukendt for mig.  Han er nu 82, men først i en alder af 63 kom det ad mystiske veje frem, hvem hans biologiske far var, en i øvrigt meget berømt forfatter.  Først da blev han klar over sin sande identitet.

En sådan historie har jeg ikke.  Men ligesom i nævnte vens liv var der også mørke skygger i min barndom,  - så  mørke, at jeg aldrig fik en lykkelig barndom.  Både min oldefar og morfar var kendte navne, der gav mig en vis slægtsstolthed, men ikke nogen tilfredsstillende identitet.

Identitet defineres som bevidstheden om ”hvem jeg er” og følelsen af tilhørsforhold.  En sådan identitet fandt jeg trods barndommens skygger i den evige Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, der fandt mig som det fortabte (og meget desillusionerede) får 14.3/4 år gammel.

Noget større er aldrig hændt i mit liv. Jeg er med min nye identitet blevet bevidst om,  at mine brødre og søstre (min sande familie) findes verden over med denne internationale Frelser som den levende ”fællesnævner”.

Lokalt er vi blevet inderligt knyttet til en tamilsk familie.  Er det min nye identitet?  Nej, den har jeg jo fundet.  Men hvilken glæde er det med  venner, der har en anden (og smukkere!) hudfarve, at kunne ”kommunikere” evangeliet. 

En ung kvinde ringede på ”Skype” og ønskede ”bibelundervisning”.  Med sit gebrokne dansk beredte hun mig stor, stor glæde med en sådan ”Skype” bibeltime (på ca. 40 minutter).  Det fjerne Østen (min ungdoms kærlighed fra ØK) er nu kommet til mig!

Herrens veje er forunderlige og usporlige.  Det var nævnte ”radiodokumentar” et vidnesbyrd om og gav genklang i min genløste sjæl.

14.3.14 – jn