Du lille spurv tit overset
af Herren dog ej glemt,
mens lærken har os sang beredt,
dit næb er lidt beklemt!

Og dog er netop du den fugl,
hvem Herren særligt ser
som ej hengemt i ensomt skjul,
thi du højagtet er!

Hans øje på dig er en trøst,
jer små har Himlen kær,
Han fylde kan hvert lille bryst,
hvor tomt end dette er!

Og selvom vi de små forsmår,
det er trods alt dog stort,
at Gud af svagt og småt formår
at blive herliggjort!

Jeg lærken fortsat nyde vil,
men også spurvens pip!
Da også den hø´r våren til,
jeg ej på den gi´r slip!

13.3.14 - jn