Forside Artikler Gør tungetale et møde til et ”stærkt” møde?
Gør tungetale et møde til et ”stærkt” møde? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 04. marts 2014 06:24


En dansk prædikant betegner et nyligt afholdt møde med ordene: ” Det blev  en stærk aften, hvor Guds nærvær måske kulminerede, da forsamlingen brød ud i en fælles bøn i tungetale.”


Hvad gør en mødeaften ”stærk”?  Tungetale?  I så fald hvem blev den rettet til?  Jeg så og hørte sekvensen på film og hørte kun uforståelige lyde, der gik over i uforståelig sang, som ingen forstod.  Alligevel var det ”en stærk aften”.


Var pinsedagen og dens forkyndelse ”stærk”?  Ja, hvordan?  Derved at ”på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til”  (Ap.G. 2:41), dvs.: Sjæle blev frelst!  Og flere blev frelst: ”Hver dag blev nye mennesker frelst, og Herren lagde dem til menigheden!” (se v.47, en norsk ovs.)


Men blev der ikke ”talt i tunger” på pinsedagen?  Jo, der står jo helt klart, at ”de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde”  (Ap.G. 2:4).  Det var der god mening i, for efterfølgende læser vi om, hvilke fremmedsprogede tilhørere disse ”andre tungemål” var rettet til.

Var det tungetalen på pinsedagen, der gjorde den dag så ”stærk”?  Nej, det var det evangelium, der blev forkyndt til frelse den dag.  Kan du få noget andet ud af at læse Ap.G. 2.


Var tungetalen i Korinth en anden slags tungetale?  Ja, det påstår mange.  Men  er det sandt?  Også dér var der ”fremmede tungemål” (1. Kor. 14:21) beregnet for de ”fremmede”, de fremmede sprog var bestemt for og var samtidig ”et tegn…for de vantro” (v.22), dvs. de vantro jøder.


”Stærke” møder er når evangeliet forkyndes til frelse.  Sådan er vækkelseshistorien.  Vi længes og tørster efter sådanne tider.


4.3.14 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)