Jeg så dig ikke, men din kære stemme
genkendte jeg taknemmeligt igen,
alligevel ud fra dit skjulte gemme
jeg ser dig dukke op, o lærkeven!

Den kolde vintervind du trodsed modigt,
med kulden forårssolen livtag ta´r,
mens skaberværket sig udfolder frodigt,
for genopstandelse det i sig har!

Syng, lærkefugl, i morgengry og silde,
hos menn´sker sangen tit forstummet er,
men du for mig er lovsangs rene kilde,
derfor har jeg din kvidren særlig kær!

Thi våren hjertets vinter-is opløser,
den har for nag og bitterhed ej rum,
den kærligt hellere os overøser
med lærkesangens evangelium!

Når korsets evangelium genlyder
i kap med lærken over land og by,
dets mærke ekstra smukt vort banner pryder,
ja, må det både vække og forny!
4.3.14 – jn