Paulus:  ”Ikke mig, men Kristus!”  (Gal. 2:20)

John Wesleys far sagde til sin søn:  ”Vidnesbyrdet, min søn, er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed!”  Det er uimodsigeligt.  Mindst 5 gange i NT vidner Paulus personligt.

Talte han selvforherligende?  Nej, han talte Kristus-forherligende.  Jeg har mødt teologer med  ”berøringsangst” overfor netop det selvoplevede vidnesbyrd, der stemples som ”selvforherligende”.  Men grunden til deres  kolde kritik er som oftest, at de selv ikke har noget personligt vidnesbyrd.

Men selvforherligelse skygger for Kristus.  Derfor sagde apostlen:  ”Det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre…”  (2. Kor. 4:5).  Venner har sagt til mig med oprigtig sorg:  ”Den mand, du anbefalede os, var en skuffelse.  Han talte mest om sig selv!”

Ak, jeg må slå mig for mit eget bryst i stille selvransagelse og alvorligt spørge:  ”Er det Herren, du ønsker at ophøje eller dig selv?”

Forskellen på en ”aktivist” og en Herrens tjener er, at medens de begge gerne vil sige noget ”åndeligt” og rigtigt, vil aktivisten have sig selv og egne interesser i centrum, medens Herrens tjener vil være optaget af Herrens interesser og Hans ære og have Ham i centrum.

Når Paulus talte om sig selv, var Herren mærkbart i centrum.  Og da den samaritanske kvinde efter sit møde med Jesus gav sit vidnesbyrd til sine bysbørn, sagde de ikke:  ”Hun taler bare om sig selv!”   Nej, hendes vidnesbyrd var ”ladet” med Kristus og førte dem til Ham, og derfor sagde de:  ”Nu er det ikke længere på grund af din tale, vi tror, thi vi har selv hørt Ham og véd nu, at Han i sandhed er verdens Frelser!”  (Joh. 4:42). 

Må også det kunne siges om os!   Wesleys far har jo ret:  ”Det personlige vidnesbyrd er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed!”
d. 25.2.14 – jn