Forside Artikler Jeg – en kristen ateist
Jeg – en kristen ateist Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 20. februar 2014 03:14



Da jeg i en debat sagde dette om mig selv, vakte denne provokation som ventet forargelse hos både ateister og religiøse kirkegængere.
 
Men min pointe var, at jeg er ”ateist” mht statsreligionens ”gud”.  Jeg forkaster den ”gud”, som gør mit folk til gode kristne i kraft af en  døbefont, regelmæssig altergang og afviser al tale om omvendelse, håner det personlige, selvoplevede vidnesbyrd, gør Bibelen delvis til myter, lover en salig opstandelse ved hver begravelse af en døbt afdød, m.m., - overfor en sådan ”gud” er jeg erklæret ateist, ligesom jeg også fornægter den ”gud” (allah), som gør Muhammed til profet og Jesus af ringere rang.

Men jeg bekender mig til Ham, som vor Frelser kaldte ”den eneste, sande Gud”  (Joh. 17:3),  åbenbaret i Hans enbårne Søn, som sagde:  ”Den, der har set mig, har set Faderen!”  (Joh. 14:9).  Ham har Hans gode Ånd åbenbaret gennem ordet for min fortabte sjæl. Lad det så forarge både kirkelige og kirkefremmede, islam m.fl. samt mine ”vaskeægte” ateistiske venner, dette er mit vidnesbyrd, så længe jeg endnu har mund og mæle og elementær skrivefærdighed.

Jeg indrømmer, at det med en ”kristen ateist” er groft selvmodsigende.   For ingen kan bekende sig til den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus og samtidig fornægte Gud. Så langt er vi nok enige.  Men rendyrket ateisme og den statsautoriserede kristenhed ender i en blindgyde – en ”dead end”, som er det skilt, jeg tit så på en sidevej i USA.

Nej, Kristus er ikke nogen ”sidevej” eller én vej blandt mange, men ”vejen og sandheden og livet” og vil være det for den enkelte – ”hiin Enkelte” ( Kierkegaard) – der hjælpeløst og fortabt tager sin tilflugt til Ham.

Febr. 20, 2014 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)