Jeg hørte en gang Billy Graham tale om at være en Kristi discipel.  ”Vær forberedt på et ensomt liv”, sagde han.  Jeg undrede mig over, at han, som jo altid var omgivet af mange medarbejdere, kunne sige sådan.

Så fik jeg at vide fra anden side, at under hans 12 ugers møderække på Harringay Arena i 1954 i London, hørte en gæst i et bestemt ærinde en aften, da lysene var slukket og salen forladt, en stille stønnen oppe fra platformen.  Dér lå den unge Graham fladt ned i en ensom bønnekamp.

Noget lignende har jeg læst om mr. Spurgeon, som samtiden og eftertiden kaldte for ”prædikanternes fyrste”.  Han solede sig ikke sin succes, men søgte et ensomt sted, hvor han kunne udøse sin sjæl for Herren i dyb bevidsthed om egen utilstrækkelighed.

B.G. vidste, hvad han talte om og kom også ind på Jesu ensomme liv og Golgatas ensomhed.  Det var en prædiken, jeg selv fik brug for.  ”Jeg tror, du er en meget ensom mand”, sagde en kvinde til en af mine evangelist-venner.  Det måtte han give hende ret i.  ”Grebet af din hånd sad jeg ene”, sagde Jeremias, den ensomme profet i hans samtids ”kristenhed”.

Ensom ja, også i  frustration over venners svigt.  Mange vil gerne bare snakke, men ikke  mere.  I ”Living Bible” står der sådan i Salme 12:1:  ”Lord!  Help!  Godly men are fast disappearing.  Where in all the world can dependable men be found?”  (Herre, hjælp!  Gudsfrygt forsvinder hastigt, - hvor i hele verden findes der mennesker, man kan regne med)

På søndag har vi indbudt til et åbent træf i vort hjem i et lønligt håb om at ikke-kristne på en naturlig, ”ikke-kirkelig” måde må høre et ægte, selvoplevet Kristus-vidnesbyrd.   En ungdomsven er indbudt som taler. Virkelige samarbejdspartnere er få, men Gud ske lov, de er der, og det rører mit hjerte lige så meget som at se fremmede komme.  Nogle, om end få, vil stå sammen med dig.  Men ingen sand discipel undgår dog åndelig ensomhed.

17.2.14 – jn