… omtaler han med ordene:  ”Jeg er fælle med alle, der frygter dig og holder dine befalinger!”  (Sl. 119:63), dvs. adlyder Guds ord.  -  Sl. 119, Bibelens længste salme, handler udelukkende om et troende menneskes forhold til Guds ord og bør jævnligt læses.

Et ret forhold til Guds ord gør i sandhed troende mennesker til hinandens trosfæller.  Uden dette er der intet fællesskab.

Salmisten (som nogle mener er David) er  ikke ”fælle” (fransk: ven) med alle og slet ikke med religiøse navnkristne, som praktiserer synd.  ”Den, der gør (dvs. praktiserer) synd, er af djævelen…”  (1. Joh. 3:8). Radikale ord, som ikke  tåles af kristenheden i dag.

Men… at holde Hans befalinger er ikke ensbetydende med ikke at kunne synde.  Ak, fejlende er vi alle.  Men den troendes nye natur tager Guds ord alvorligt, og når en troende synder, fører det straks med sorg til bekendelse af synden ind for Gud.  1. Joh. 1:9.  Uden at undskylde den.

Hvad er gudsfrygt?  Svar:  Det er at lade hensynet til Gud stå over alle andre hensyn.  Men stadigvæk:  Det er ikke at være syndfri. – En nyomvendt ung mand sagde til mig:  ”Jamen, hvad nu, hvis jeg stadig er ond!”  Han beviste blot, at han var kommet i lyset med sit liv, nemlig i det Guds lys, hvor han samtidig er under Kristi rensende blod.  1. Joh. 1:7.

Salmisten siger ikke:  ”Jeg er fælle (ven) med alle med samme trosbekendelse eller kirke!”  Nej,  trosartiklen ”de helliges samfund”, favner alle genfødte, troende mennesker (men kun disse) uanset ydre forhold som kirkesamfund, teologi, kultur, sprog etnisk el. religiøs baggrund.

Fællesskabet , som i gamle dage hed ”samfund” eller ”Åndens samfund”  (i dag stort set et udvandet ord) angår alle, der med hjertet tror og bekender Kristus som Frelser og Herre og elsker og lyder Hans ord.  For som en har sagt:  ”Du elsker ikke Jesus mere end du elsker din Bibel!”

16.2.13 – jn