Vore tamilske venner har et stærkt familiesammenhold, som jeg misunder lidt.  En sådan slægt har jeg ikke.

Og dog!.  Moster Inga, som døde 27 år gammel (før jeg blev født),  blev nok regnet for at være ”lidt til en side”,  men køn og fortryllende, som hun var, besøgte hun de fattige i nogle barakker på Amager med gaver og sin guitar og sang evangeliet ind i hjerterne.

Da hun lå syg med TB på hospitalet, sagde hun til sin far (min morfar):  ”Uanset hvad der sker, så véd jeg, at jeg tilhører et folk ”frelst i Herren”, hvilket var et citat fra 5. Mos. 33:29 i hendes gamle bibeludgave. På hendes gravsten kom der blot til at stå ordene ”Frelst i Herren”.

Tænk at kunne gå herfra med sådanne ord på sine læber!  Ville det også være essensen af dine ord, hvis jeg bad dig aflægge dit vidnesbyrd?  (Noget, jeg altid er interesseret i, når jeg møder nye kristne).

At kunne vidne sådan er det samme som at sige, at jeg ikke har fundet frelse i nogen anden end den korsfæstede og opstandne Frelser.  Ja, det er at erkende, at i mig selv er der alt andet end frelse, kun fortabelse.

Sådan kan englene ikke vidne.  De véd ikke, hvad fortabelse er, og derfor er det ikke dem, Herren sender ud som sine vidner om frelsen i Kristus.
Synes du, det lyder banalt?  Vel, vel, men det ville du ikke sige, hvis du kendte den religiøse slægt, jeg kommer fra med  fromme mennesker, uden et vidnesbyrd om at være ”Frelst i Herren”.  Men ind imellem lød der dog sådanne vidnesbyrd. Som fx fra en mosters dødsleje.

Jeg møder tit kirkegængere, som siger, de er ”søgende”, men hvor er de henne, som vidner:  ”Jeg fandt, hvad jeg søgte i Jesus, min Frelser!”

13.2.14 - jn