17. maj er som bekendt Norges nationaldag, hvor vi danskere betages af nationaldragternes smukke og farverige udfoldelse i landet med de 3 f´er:  Fosse, fjorde, fjelde.  I år, 200- året for landets grundlov d. 17. maj 1814 - Eidsvoll-forfatningen -  og skilsmissen fra Danmark, gåri Bjørnsons smukke nationalsang eksstra ”rent ind” i også danske hjerter med de stærke slægtskabsfølelser for ”dette landet” oppe i det høje nord.

”Ja, vi elsker…” synger de og elsker samtidig Danmark og vice versa.  Skilsmissen i 1814 efter 434 års ”ægteskab” var hverken nord eller syd for Skagerak lystbetonet.  Vi var i lommerne på storpolitiken, hvor Danmark i had til England p.gr.a. ydmygelsen i 1807 holdt på Napoleon, der nu var en færdig mand, hvormed også Danmarks skæbne var blevet beseglet med stormagternes krav om vor afståelse af Norge til Sverige.

”Ja, vi elsker” blev sunget offentligt på Eidsvoll 17. maj 1864 i anledning af forfatningens 50-års jubilæum.  Sangstrofen: ”Alt hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret…” gjorde kong Frederik IX  spontant til sine og Danmarks ord ved en andægtig mindefest for genforeningen i Sønderjylland.

Optakten til Eidsvoll-erklæringen 17. maj 1814, måske Europas frieste forfatning, havde været spændingsfyldt, men dygtigt håndteret af kong Frederik VI´s 27-årige fætter, prins Christian Frederik (den senere Christian VIII), der året i forvejen var sendt derop som statholder på et tidspunkt, hvor det danske imperium og oldenborgske monarki endnu strakte sig fra Nordkap ned til Elbens bredder.  Desuden var der vore kolonibesiddelser på 3 kontinenter.  I denne multietniske ”helstat” taltes således de første 8 sprog.

Prins Christian Frederik vandt ved sit smukke ydre og høje dannelse snart nordmændenes hjerter som samlingsfigur ved søsætningen af  Norges grundlov, hvor han samtidig blev udråbt som landets nye konge -  en provokation overfor Sverige, som ved Kielerfreden havde fået Norge tildelt som kompensation for tabet af Finland i 1809 til russerne.

Den unge prins tøvede med sit ja, da han syntes at forudse et udsigtsløst bravallaslag.  Men på rigssalen i Eidsvoll-bygningen (forløberen for Stortinget i Oslo) d. 19. mai 1814 afgav den nye konge denne højtidelige erklæring henvendt til forsamlingen ypperste mænd: ”Nordmænd!  Det høje kald, hvortil medborgeres tillid udkårede eder, er fuldbyrdet, Norges statsforfatning er grundlagt.  Jeg antager  Norges krone som en gave af et trofast og oprigtigt folk, et pant på dets kærlighed for mig og min kongelige æt!”

Derefter drog kongen og hele rigsforsamlingen til gudstjeneste i Eidsvoll kirke.  Kongen selv kørte i en enkel, rustik hestevogn trukket af2 heste og eskorteret af ridende jægere.  Til folkemængden sagde kongen:  ”Himlen smiler til os i dag!” 

Men Himlen havde allerede tilsmilet Norge, der på en særlig måde havde haft sin besøgelsestid med rige vækkelser, hvor redskabet var bondesønnen, Hans Nielsen Hauge, Gud brugte på forunderlig vis i årene 1796-1804, hvor han gennemtrawlede store dele af Norge til fods med en hellig ild, der pludselig antændtes, da han som 25-årig gik bag ploven på sin fars bedrift ved Sarpsborg.

Vækkelsen bredte sig som en præriebrand til stor forbitrelse hos en lunken luthersk kirke, som Hauge selv forblev loyal imod.  Gejstligheden fik ham spærret inde i mange år, men gode mænd søgte om benådning hos den danske konge, som på det tidspunkt var den sindssyge Christian VII, men det var kronprinsen (fra 1808 Frederik VI), som reelt regerede.  Frederik VI var også som konge inderligt imod Hauge-vækkelsen.

Kongens København afviste således med koldt blod enhver ansøgning om benådning påvirket som de var af præsteskabets falske anklager mod Hauge for sværmerisk virksomhed, forførende vildledning af  den uoplyste almue, spredning af falsk lære og oprør mod statsinstitutionen  i almindelighed og den gejstlige stand i særdeleshed. 10 år efter Hauges langvarige fængsling gik det den danske konge Frederik VI ilde i 1814, som i sandhed blev hans ”annus horribilis”.  Her er min pointe.  Var det en Guds straf for justitsmordet mod Hauge?  Ligner det ikke en tanke?   For siger ikke Bibelen advarende: ”Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!”  (Sl. 105:15)

Så tabet af Norge havde måske mere end en politisk forklaring.  Det skyldtes måske ikke bare, at den danske ”helstat” stod overfor en militært overlegen svensk hær med en frygtindgydende Nebukadnezar-agtig krigsherre i arveprinsen Karl Johan Bernadotte (en af Napoleons marskaller, som Sverige havde adopteret i 1810), og at stormagterne havde kørt landsfaderen Frederik VI skakmat?  Der var begået meget ondt mod lægmandsprofeten Hauge, som aviserne nok ikke skrev meget om, men som Himlens Gud kendte til, og Danmark måtte finde sig i at blive decimeret med tabet af Norge.

Prins Christian Frederik  fik kun lov at bære sit kongescepter i 5 mdr., hvorefter Frederik VI  med rettidig omhu trak sin forbitrede og skuffede fætter hjem til Danmark d. 28.10.1814 med orlogsbriggen ”Bornholm” til en ligegyldig sinecure post som  guvernør over Fyn.  (Han blev som sagt senere konge som Christian VIII 1839-48).

 I praksis mærkede Norge i det daglige dog ikke meget til Sverige ud over formelt at stå under en svensk konge, hvad  almuen ikke kunne hidse sig op over, eftersom landet fik lov at beholde sin egen grundlov og egen møntfod, altså med udpræget selvstyre.  Historikeren Ståle Dyrvik sammenfattede resultatet for Norge med ordene:  ”De havde fået unionen, men beholdt grundloven og det allermeste af selvstændigheden.”

Og Norges kulturelle særpræg bevaredes.  Digterne Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen ragede gigantisk op i landskabet sammen med mange andre store digterånder og blev obligatorisk læsning også i danske skoler.  Ibsens ”Terje Vigen” skulle vi i min skole delvis kunne udenad.

Men det bedste ved det hele var dog, at den kristne, folkelige lægmandsmission, som under luthersk paraply startede med Hans Nielsen Hauge, Norges måske mest originale vækkelsesprædikant nogensinde, fortsatte at blomstre vækkende og fornyende fra bygd til bygd uden ”importeret” påvirkning udefra.  Vi oplevede også vækkelse i Danmark, men det blev alligevel nok Norge, der på det punkt tog teten.  Og personligt står jeg i stor gæld til adskillige norske vækkelsesprofiler, som fik afgørende betydning for mit kristenliv.

Skriftsproget blev ikke svensk, men forblev  dansk med en nænsom retskrivning.  Senere, fra 1830´erne og fremefter, ”opfandt” den sunnmørske digter og filolog, Ivar Aasen (1813-1896), det, vi i Danmark kalder ”nynorsk”, men som i Norge kaldes ”landsmål”, og som nu er sidestillet med det sprog, danskerne bedst kan lide. I skriftsprog ligner det nemlig til forveksling vort eget og kaldes i Norge ”bokmål”.  Mange mener, at den norske bibeloversættelse på ”bokmål” i mange henseender er bedre end den dansk – i hvert fald er den et fremragende supplement for danske bibellæsere.

I slutningen af 1800-tallet afskaffedes adelen, som i forvejen ikke havde spillet den store rolle i fjeldlandet, men det debatteredes i Stortinget.  Det fortælles, at en norsk adelsmand skal have sagt:  ”Hvis adelen afskaffes, siger jeg Norge farvel!” hvortil et Stortings-medlem skal have svaret:  ”Og de norske fjelde svarer:  Vel, vel!”
Eftertidens dom over  prins Christian Frederiks lederskab har været delt, men én ting er sikkert:  Uden Christian Frederik som national samlingsfigur, ingen Eidsvoll-forsamling, intet kongevalg og ingen 17. maj.

Danmark mistede Norge, men aldrig dets hengivenhed.  Folketingets formand, Mogens Lykketoft, blev da også inviteret til, som den første udlænding siden Churchill, at tale i Stortinget d. 15. maj 2014, - en virkelig ønskeinvitation, for hvem ville ikke som dansker ved dette 200 års jubilæum gerne med et godt sindelag sige noget pænt til vort gamle, norske broderfolk?

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, DK 4700 Næstved
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.


Kilder:  Skilsmissen af Rasmus Glenthøj
Den vanskelige Frihet af Francis Sejersted
Danmark-Norge, Nærhed og adskillelse af Ole Feldbæk