Forside Klummer Englebesøg
Englebesøg Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 30. januar 2014 03:22



Telefonen ringede.  ”Er det dig, Jørn?”  -  ”Hvem taler jeg med?” -  ”Det skal være en overraskelse, vi er hos dig om ½ time!”  Det var morgen, og så blev der pludselig fart på med bad, påklædning og kaffebord.


Ind kom en gammel ven, en virkelig ven, Ole Ottosen med en køn dreng på 13.  Da vi omfavnede hinanden, vidste jeg ikke, om jeg drømte eller var vågen.  Følelserne var stærke.


Men det var virkeligt.  Her stod den gut, som jeg blev kendt med for over 35 år siden, da han ud af et ubeskriveligt ”vildt liv” med alt, hvad syndens underverden havde at byde på, var blevet et originalt, dynamisk vidne om den nye, glade og smittende virkelighed i Jesus Kristus.


I mange år var han missionens chefpilot i Papua New Guinea, men flyver nu for et privat selskab.  Herren gav ham en smuk Tamil-hustru, og sammen har de 2 drenge og en datter.  Måske bosætter de sig i USA, men alt er endnu i ”støbeskeen”, som det altid har været det med Ole.


”Husker du, vi før i tiden talte om de 4 m´er?” spurgte han.  De 4 m´er er:  ”Man, movement, machine, monument!”  Åh ja, den gamle historie, vi har set gentaget gennem årene, hvordan Herrens gerning ofte begynder med en mand med en brændende ”vision”, som bliver til en bevægelse, der igen bliver til en maskine og til sidst står igen som et monument.


Men vi havde bedre ting at ”opbygges” ved.  ”Vinden blæser, hvor den vil”.  Besøget var et frisk ”vindpust”.  Vi skiltes m. Rom. 10:15:  ”Hvor smukke er fødderne på dem, der bringer glædesbud!”  (eng.ovs.).  Jeg sagde til drengen:  ”Du har et smukt ansigt, men selv vore fødder er smukke i Guds øjne, når vi bringer evangeliets glædesbud til andre!”


Bagefter sad vi, min kone og jeg, med følelsen af i sandhed at have haft englebesøg.


30.1.14 - jn

 
Copyright © 2017 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)