Jeg læste engang i Norge en tankevækkende lille bog af Egil Aarvik, skrevet i 1954. Dens titel var ”Vi gjemmer os på bedehuset”.  Han, der som ung selv havde været indremissionsprædikant, kendte miljøet indefra og ironiserede kraftigt – og humoristisk! - over bedehus-traditionen og afstanden mellem det liv, der foregår udenfor og indenfor bedehusets mure.  Jeg var betaget af bogen og syntes, han var meget klartseende, og han appellerede til mit intellekt.  Jeg har ikke bogen mere, men husker hans rammende definition på mission:  ”Mission er at bringe evangeliet og mennesker i forbindelse med hinanden.”

Mange år efter læste jeg på ny en bog af ham.  Nu var han i mellemtiden blevet en ”verdensmand”, var formand for Nobelkomiteen, havde markeret sig i det politiske liv og skrevet mange debatartikler i dagspressen.  I anledning af hans 70-års dag blev der udgivet en bog med et udvalg af hans mange avisartikler.  Med nævnte bog om bedehuset fra 1954 i erindring var jeg selvsagt interesseret i at læse, hvad han nu havde at sige.  Det blev en kæmpe skuffelse. Jeg nærmest frøs!  Havde der brændt hos ham en hellig ild 30 år tidligere, var den tydeligt slukket nu.  Det var nu den vittige, polemiske, slagfærdige og selvsikre kendis, som jeg  mødte, selvfølgelig langt borte fra bedehuset.  For det er jo bare stedet, hvor bedehusfolket gemmer sig og søger  læ for denne ugudelige verden!

Jeg brugte at citere ham, men gør det ikke mere.   Jeg synes ikke, han fortjener at blive taget til indtægt.  At harcelere over bedehuset er nemt stof for en journalist.  Meget nemt endda.  Men alligevel har Egil Aarvik ikke ret.  I Norge tilhører jeg selv bedehusfolket, men jeg tilhører også ”det åbne terræn”.  Samfundet med troende venner på bedehuset og mødet med mennesker udenfor bedehuset går hånd i hånd.  Det ene udelukker ikke det andet.  Mit ”missionsliv” har begge sider, og ingen af dem kan jeg undvære.

Bedehusvækkelserne er ganske vist på ”vågeblus” i vor tid, men Guds lampe brænder stadig (1. Sam. 3:3).  Jeg taler godt nok ofte alene med manden på gaden, men har også oplevet den velsignelse og styrke, det er, på en markedsplads at forkynde evangeliet med et syngende bedehusfolk i ryggen på samme torv.  Og i sådanne stunder vil jeg ikke bytte med noget verdsligt selskab, nogen verdslig prestige eller verdslig kendis-position.  Gemme os på bedehuset?  Åh nej, Kristus døde i fuld offentlighed for alverdens synder.  Det skete jo ikke i en afkrog (Ap.G. 26:26).  Med andre ord:  Evangeliet tåler dagens lys!

-jn-