Overalt i den ikke-forfulgte kristne menighed opstår let uforsonlig broderstrid.  Dog næppe i fangelejre, hvor kristne plages af gudløse bødler.  Som fx i de ufatteligt grusomme, nordkoreanske fangelejre.

Men her i vesten splittes brødre ofte over bagateller.  ”Divide et impera” (del – eller split – og hersk!) er et kunstgreb, vor sjælefjende har haft succes med.  Men sådan behøver det ikke at være.

”Der må ikke være strid mellem os to, vi er jo brødre!”  (1. Mos. 13:8, gl. ovs.), sagde Abraham, styret af guddommelig næstekærlighed.

Kærligheden skjuler både en mangfoldighed af synder med vort gensidige behov for nåden i Kristus, ”thi hvad den ikke kan undgå at se eller høre,  skjuler den ved fortielse, ved formildende forklaring, ved tilgivelse”, siger Søren Kierkegaard bibelsk  og sublimt i bogen ”Kærlighedens gerninger”.

Dette var måske nemmere for Søren Kierkegaard – og mig selv – at sige end at praktisere.  Just derfor har vi  trosartiklen ”de helliges samfund” som  mere end en teologisk trosartikel, men en gave til praktisk brug i vor  tiltrængte opdragelse udi broderkærligheden, der altid er – for at gentage Kierkegaard - ivrig efter at finde formildende omstændigheder angående den bror, der af andre brødre er på anklagebænken.

Taler jeg som akademisk teoretiker bare?  Gud véd, at jeg ikke gør det, herom vidner de ar, jeg bærer på i min aldrende sjæl.  Men:  ”bliver du først bitter, er du færdig”, sagde engang en god, forstandig ven.
 
For den næstekærlige Abraham var der, ved tro, et stort land, der lå ”åbent”.  Det er der stadig i Åndens verden.  ”Han førte mig ud i åbent land”, sagde den prøvede David (Salme 18:20).  Det gør Herren også nu på sin egen måde og ”skræddersyet” til netop din specielle situation!

6.1.14 – jn