Ved et årligt julesamvær i min morfars ”missionshus” på  Nørrebro med  lange, dækkede borde for adskillige af kvarterets fattige, rejste min morfars gode ven, Th. Mundus, sig og læste ordet fra 1. Kor. 8:9 for os:

”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at Han for jeres skyld blev fattig, da Han var rig, for at I ved Hans fattigdom skulle blive rige.”

Denne originale dansk/norske forkynder, som nok prædikede smukkere end nogen anden, jeg kendte i Norden, sagde:  ”Dette er også for mig et juleevangelium.”  Hans korte udlægning ”satte sig” i min unge sjæl.

Du, ædle læser, ved nok selv om bibelord, der særligt har fulgt dig gennem livet.  Jeg selv har det sådan.  Just denne årle morgen havde jeg et afmagtens øjeblik, hvor jeg i sandhed følte mig fattig og ”kaput”.  Det gjorde jeg også i aftes i selskabelig sammenhæng, da en meget god ven spurgte mig, hvordan jeg havde det.  Ham kunne jeg ikke lyve for.

Da ”kom” til mig nævnte Guds ord, der jo som alt Guds ord tåler at blive ”genbrugt”.  Pointet var:  Tænk i din fattigdom på Hans fattigdom for din skyld!  Det går ikke an at komme fattig til Ham og gå tomhændet bort, for ”Han er rig nok for alle dem, der påkalder Ham!”  (Rom. 10:12).

”Rig nok”!  Det er min ”juletekst” til ”genbrug” igen og igen.  Er disse 2 ord ikke rige nok som ”prædiketekst”, har jeg intet af indhold at fare med.

Men i det frivole, religiøse ”establishment” er alle jo åh så lykkelige og ”rige”.  Er de? Har de mon set sig fattige og fortabte ind for evigheden? 

Søren Kierkegaard havde ret: Bag den ”lykkelige” facade bor langt inde, godt skjult, fortvivlelsen, så længe det med evigheden ikke er afklaret.

”Hvor vil du tilbringe evigheden?” står der på bagsiden af den lille ”Joh. 3:16-mønt”, jeg uddeler.  Anstødeligt! mener nogle.  Men det kan blive et lykkeligt spørgsmål, hvis Han, der blev fattig for vor skyld, får lov at komme ind, ja, helt ind bag den ydre facade, med sin frelsende rigdom.

24.12.13 – jn