Forside Klummer Venskab
Venskab Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 20. december 2013 02:54



En  ungdomsven og jeg mødtes over en bid mad.  En alt for sjælden begivenhed blev vi enige om.  Vi er forskellige og dog er netop vor forskellighed gensidigt inspirerende.  I vor ungdom talte han undertiden spøgefuldt om, hvad vi mon ville give os til i vor alderdom, og hvad vi da ville have at tale om.  Og det var det, vi bl.a. nu gjorde.

Han er en af de få venner, hvis både visdom, praktiske dømmekraft, humor og forståelse for fælles svagheder har fulgt mig gennem livet.  Han har sagt eller ”givet” ord til mig, som har været mig til hjælp, om end jeg desværre aldrig har været åndeligt lærenem.  Her på vor tilstundende livsaften følte jeg stor taknemmelighed.

Vi har begge haft – og har - vore smertelige og helt personlige sorger, og vi har begge lært at værdsætte det lille ord, der hedder ”nåde”, ikke bare ”teologisk”, men som en bærende, tilgivende kraft i Jesus Kristus.

Sandt venskab er trods viden om hinandens fejl og brist stadig at kunne nyde venskabet, ja, i virkeligheden netop derfor.  Han er igangsætteren og stadig ”på banen” i hans smukke, guldrandede alderdom.  Jeg er ikke sådan udrustet, og dog ligner vi nok hinanden på mindst eet punkt, nemlig en uforklarlig hellig uro efter – sagt med apostlens ord - at komme ”langt videre”  (2. Kor. 10:15), før vi forlader tiden og går ind i evigheden.

En god bog digter vi ofte videre på, fordi den sætter noget i gang hos os.  Det gør ægte venskab også.  Det slavebinder ikke, men frigør os til selv at komme videre og fatte mod som den katalysator, det er og det nægter at godtage alderdommen som en tung livsfase, hvor vi behøver ”at gå i stå”. 

Det var noget af det, jeg tog med mig hjem efter den lette ”arbejdsfrokost”, hvor jeg bagefter banede mig vej gennem juletrafikken i et trist og trøstesløs december-vejr.  Solen skinnede alligevel – fuld af nåde og trøst!

20.12.13 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)