Spørgsmål:  Ud fra det, vi læser om Salomos synd mod Herren på sine ældre dage, kan vi deraf så slutte, at han døde som en frafalden?

Svar:   Nej, det tror jeg er en forhastet konklusion.  Der skete godt nok et fald i hans liv, som Guds ord til vor advarsel fortæller utilsløret om i 1. Kg. 11, og vi får også årsagen at vide, nemlig ”mange fremmede kvinder” (v. 1), som ”drog hans hjerte bort fra Herren” (v. 3).  Dette fald kan vi kun begræde, ej mindst når vi betænker, hvordan netop ”fremmede kvinder” har været årsagen til manges, manges åndelige skibbrud i Herrens tjeneste – både herhjemme og på missionsmarken.

”Syndede ikke kong Salomo af Israel for slige kvinders skyld?  Mage til konge fandtes dog ikke blandt de mange folk, og han var så elsket af Gud, at Gud gjorde ham til konge over hele Israel;  og dog fik de fremmede kvinder ham til at synde!”  (Neh. 13:26).  Vi bør læse om hans fald – og lignende fald ned gennem historien – med bæven, thi ”den, der mener at stå, skal tage sig i agt, at han ikke falder”  (1. Kor. 10:12) – ”og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.”  (Gal. 6:1).

Men der er ingen grund til at tro, at Salomo døde som en frafalden, forkastet af Gud og udenfor Hans nådes rækkevidde, som tilfældet var med Saul.  Herren havde jo for længe siden givet dette ubetingede løfte angående netop Davids efterfølger:  ”Jeg vil være hans far, og han skal være min søn.  Når han gør det, som ondt er, vil jeg tugte ham med menneskers ris og med menneskebørns plager, men min miskundhed skal ikke vige fra ham, sådan som jeg lod den vige fra Saul…”  (2. Sam. 7:14-15).  Se også Salme 89:31-35.  Salomos synd var en sørgelig ”familietragedie”, men netop fordi han tilhørte Guds familie, kom han under Guds genoprettende tugt. 

Der er således al mulig grund til at tro, at Herrens revsende tale til Salomo i 1. Kg. 11: 11—13 bragte ham i støvet i ydmyg syndsbekendelse og omvendelse.  Det er almindeligt antaget, at han derefter skrev Prædikerens Bog, hvor han bittert begræder sin dårskab og sit kødelige vanvid ved at lade sig indfange af kvinden (underforstået: i synd).  Se Præd. 7:25-26.  Hermed vil han netop advare andre af Herrens tjenere mod at begå samme dårskab og i stedet opfordre til at leve et gudfrygtigt liv (kap.  12:13).

Hvorfor Herren tillod Salomos fald, er nok en gåde for os, men én ting står dog fast:  Herren tillader ikke dem, der virkelig hører Ham til, at gå til grunde i synden.  Et fald i synd er ikke det samme som at dø i synden.  Det tror jeg Salomo er et eksempel på og dermed et vidnesbyrd om Herrens både opdragende og revsende nåde.  ”Den vaskede so vælter sig atter i sølen” (2. Pet. 2:22), men det gør ikke Herrens får.  Det kan falde ”i sølen”, men bliver ikke liggende dér.  Det er præcis forskellen på en uigenfødt kong Saul og en genfødt kong Salomo.

-jn-