Forside Spørgsmål og svar Vil ofringerne blive genoplivet i et kommende tempel?
Vil ofringerne blive genoplivet i et kommende tempel? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 09. oktober 2009 07:23


Spørgsmål:  Vil de gammeltestamentlige dyreofringer blive bogstaveligt genoptaget i et kommende tempel i Tusindårsriget , sådan som det tyder på i Ezekiels profeti  om brænd- skyld- og syndofre i kap. 43-46?


Svar:  Det er et spørgsmål, gode bibelfortolkere er uenige om.  Der er de, der mener, at selvom Kristus har frembragt det fuldkomne, endegyldige offer for vore synder på Golgatas kors, vil genoptagesen af ofringerne som beskrevet hos Ezekiel  være at ligne med ihukommelseshandlinger svarende til det mindemåltid, vi  i denne tidshusholdning kalder brødsbrydelse eller nadver.  Her bringes jo ikke noget nyt offer, men vi ihukommer det offer, der er bragt én gang for alle.  Sådan skal også også genoptagelsen af ofringerne i et kommende tempel i Tusindsårsriget forstås.


Personligt hælder jeg til en anden opfattelse.  I tiden inden det store frelsesværk på korset kunne der kun tales profetisk om dette ved at pege på de ofringer, som folket vitterligt forstod.  Da vor Frelser råbte:  ”Det er fuldbragt!” ophørte alle disse ofre, som blot var ”skygger” af det, som skulle opfyldes i ”det Guds Lam, som borttager verdens synd” for aldrig at blive gentaget mere.  Den Guds herlighed, der hviler over det nye tempel hos Ezekiel og gudstjensten dér, stråler os nu i møde i Jesus Kristus og ingen andre steder.  Sådan vil det også være i Tusindårsriget.


Hvis vi tror, at der vil blive genrejst et bogstaveligt tempel i Jerusalem som opfyldelse af Ezekiel kap. 40-48, vil det fremdeles gælde, at folket kun ”ved Jesu blod ( og intet andet blod!) har frimodighed til at gå ind i helligdommen”  (Hebr. 10:19), så sandt at ”Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret” (v. 10).  Det er jo pointen i hele Hebræerbrevets undervisning om korsets lærdomme.


Som ganske ung havde jeg ved en bestemt anledning den glæde at vidne just herom i en jødisk synagoge i USA – og det er aldrig sket siden.  Men jeg husker, hvilken glæde jeg kendte i mit hjerte, da jeg fik frimodighed til at pege på Jesus Kristus som opfyldelsen af lovens bud om det stedfortrædende offerlam, mens jeg netop citerede ordene fra Joh. 1:29:  ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!” og der blev lyttet høfligt og stille uden der dog blev stillet spørgsmål.


Det er i øvrigt vigtigt, at vi ikke laver gudstjenesteordninger og ”præsteskab”,  mere eller mindre baseret på jødedom, thi da havner vi i ”skyggernes land”.  Vor gudstjeneste er nu af åndelig art, og alle troende er et helligt præsteskab (1. Pet. 2:9), og i Jesus Kristus, vor eneste grundvold, sammenføjes vi (dvs. oplever vi vor enhed) ”og vokser til et helligt tempel i Herren” (Ef. 2:21).  Vi tjener i Hans blodkøbte menighed med vore forskellige gaver, som Herren har givet os (Efes. 4:11), men vi bør aldrig kalde hinanden ”præster”, ”gejstlige” eller ”paver” (jfr. Matt. 23:9-10).  Derimod skal vi gøre meget ud af vor enhed i Kristus som menighedens Hoved og opfyldelsen af alle lovens krav.


-jn-

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)