Forside Klummer Stemme? Skal, skal ikke!
Stemme? Skal, skal ikke! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 19. november 2013 08:24



Min kone og jeg tager i dag hinanden i hånden og gør vor såkaldte ”borgerpligt”.

Men jeg kender kristne, som af overbevisning ikke stemmer p.gr.a. deres forståelse af deres virkelige kald som ”fremmede og udlændinge”.  Jeg var for nylig sammen med sådanne venner i USA.  De tror ikke på, at vort kald er at gøre denne verden bedre, men at frelse mennesker fra denne verden.

Har de da isoleret sig og sat sig uden for indflydelse?  Langtfra.  De sætter deres mærkbare ”aftryk” i deres nære omgivelser med evangeliets vidnesbyrd, og deres næstekærlige adfærd gør nok i praksis mere godt end mange velartikulerede politikere.  Intetsteds finder du en bedre verden end dér, hvor de bor.  Et paradoks?  Ja, et velsignet paradoks!

Men der findes heldigvis også brændende, kristne politikere.  En af mine nære venner var borgmester.  Hans vidnesbyrd og kærlighed til Guds ord betød meget for mig.  Han blev fra højere sted lokket til at ”gå videre” og blive til noget mere i den politiske verden.  ”Hvorfor?” spurgte han.  ”Vi ønsker at du med os skal gøre verden bedre!”  Han svarede:  ”Hvis I tror det, er I dygtigere end Gud!”  Han havde ret.  Gud har et andet program.

Det forstod Billy G. (95 d. 7/11), da han sagde:  ”Når jeg skal møde en el. anden vigtig eller mindre vigtig person tænker jeg altid på, at jeg er Kristi ambassadør og repræsenterer herrernes Herre og Kongernes Konge!”  På en el. anden måde bliver det en anledning til at vidne om Kristus.

Lad os stemme eller ikke stemme som vor samvittighed nu tilsiger os.  Men lad os frem for alt huske, hvilket ”parti” vi virkelig repræsenterer som tilhørende et himmelsk ”borgersamfund” (Fil. 3:20), der bogstaveligt venter vor Herre Jesu komme fra Himmelen, alt imens vi ved Guds nåde prøver at røgte vort ”ambassadørkald” i  endnu en kort tid – ja, på lånt tid!

19.11.13 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)