Forside Artikler ”På knæ, professorer, for den hellige Skrift!”
”På knæ, professorer, for den hellige Skrift!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 16. november 2013 06:54



I den katolske kirke var i meget gamle dage brugen af Bibelen forbeholdt dets præster.  De katolske kirkegængere som sådan læste ikke i Bibelen.  Sådan er det ikke mere, og dog er det i praksis sådan.  Kun få har et personligt forhold til denne Sandheds bog.

Den luth. kirke er  ikke bedre.  Også dér er Bibelen en ukendt støvsamler.  De fleste præster lever ikke deres hverdagsliv over en åben Bibel, som ikke engang anerkendes som Guds ufejlbare ord, og derfor er deres 10 min.´s prædikener gennemsyret af forgængelige menneskeord/–tanker.

Da jeg gik i skole, lærte vi, at den pietistiske vækkelse, som kom til DK fra Tyskland, var en reaktion mod de rationalistiske præster og deres fornuftsbetonede,  døde prædikener.  Højaktuelle er stadig Grundtvigs ord fra 1810:  ”Hvi er Herrens ord forsvundet fra Hans hus?”

Vækkelsen fra Tyskland blev afløst af den kolde og golde bibelkritik, der kom fra samme land, og som mange teologer i dag gør knæfald for.  Resultatet?  Prædikestoleord uden vækkelsens Ånd og liv og kraft.

Udødelige er Vilh. Becks ord fra forhandlingsmødet i Bethesda i 1896:  ”På knæ, professorer, for den hellige Skrift!”

Da jeg selv var ny i troen, var det ikke Dostojevskij, Shakespeare el. Kierkegaard, der nærede mit trosliv, men Guds ord, som blev mig ”til fryd og hjertens glæde”  (Jer. 15:16), og jeg var så heldig at få venner, herunder mange ordets forkyndere, der havde det på samme måde.

Hvad med i dag?  Aktuelt i dag er 1. Sam. 3:1:  ”Herrens ord var sparsomt i de dage…”  Vi trænger til vækkende ordets mænd, der som Billy Graham taler så enkelt, at barnet forstår det. Han fyldte 7/11 95 år og huskes stadig for hans karakteristiske:  ”The Bible says..”  -  ”Bibelen siger…”

Hvor sparsomt Guds ord end er, lad det ikke blive det i dit og mit liv!  For husk:  Vi kan ikke adskille vor Herre Jesus Kristus fra Hans ord.  2.Tim. 3:15.

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)