I kirkeårets tekstlæsning i går fra Ez. 37:1-14, var Israel  pludselig på dagsordenen, for ingen seriøs bibellæser kan være i tvivl om, at nævnte lovbefalede bibelafsnit handler om Israel og dets profetiske fremtid.

Ligeledes er ingen bibellæser i tvivl om, at den accelererende tilbagevenden af jøder til deres land og Israels oprettelse i 1948 er profetisk,  og at Herren selv ”trækker i trådene” og fører sit folk til landet, v.12, dog endnu uden Hans genfødende, livgivende Ånd, v.8.

Men en åndelig genfødelse vil ske ifg. nævnte profeti og mange andre profetier.  Den vil ske, når det jødiske folk i dyb syndserkendelse vender sig til ”Ham, de har gennemstunget”  (Zak. 12:10), og dette nødråb lyder, som det lød i ovennævnte tekstlæsning:  ”Det er ude med os!”  (v.11).

Det venter stadig på sin opfyldelse.   Da skal også Ez. 37:24 opfyldes:  ”Min tjener David skal være Konge over dem” , som uden tvivl er synonymt med Messias selv, dvs. Kristus som Kongernes Konge og Herrernes Herre, hvor profetien til jomfru Maria i Luk. 1:33 bogstaveligt opfyldes i samklang med Bibelens profetier i øvrigt, som er mange!

Jeg véd ikke, hvor meget den oplæste profeti har gjort indtryk på landets ca. 2.000 præster, som autoritetstro (el. rituelt) har oplæst denne kirketekst for 24. sø. efter Trinitatis.  Den burde gøre det, men ak, mange af dem tror jo slet ikke på Bibelen som Guds ufejlbare, inspirerede ord.

Men hør nu, hvad der er lige så alvorligt:  Bibelen kan oplæses fra både alter og prædikestol uden ”Ånd”, dvs. uden  Kristi Ånd, uden hvilken ingen hører Ham til uanset kirkelig staffage.  Det er det kirkelige establishments  ulykke i DK, både i folke- og frikirke.  Men ak, ak, den slags tale lytter ingen til, i hvert fald ikke af dem, der burde lytte (Jer. 6:10).

11.11.13 – jn