Den sidste, jeg fik lov at vidne for på amerikansk jord, var en køn, ung kvinde, Taylor, på en Starbucks i Yakima, WA.  Hun var selvstændig, tilsyneladende åben og interesseret, og en af de ting, jeg sagde til hende, inden vi skiltes var:  ”Take Christ into your business!”

Den første, jeg vidnede for på dansk jord, lørdag morgen efter en tiltrængt hvile, var en alkoholiker, Klaus (56) i Skovlunde Centret.  Mit hjerte ”gik ud til ham”, som vi siger på engelsk.  Vi havde et fælles referencepunkt i fodbold, da han engang spillede i Idrætsparken  for KB.

Han var i det mindste ikke i tvivl om, at han var en synder og et håbløst tilfælde, som hverken Guds ord eller bønner ville hjælpe på.  Jeg forlod ham med det tilbagevendende, næste højlydte spørgsmål:  ”Hvor  fortabt kan en menneskesjæl være, før vi må opgive dem som for håbløse?”

Med mig hjem havde jeg ca. 2.000 små ”sølvmønter” med Joh. 3:16 (på dansk) og spørgsmålet:  ”Hvor vil du tilbringe evigheden?” på bagsiden.  De er smukke og venlige i deres design, men hvem skal have dem?  De fortabte eller mine forkælede medkristne?  ”I er nogle rigtige æggeblomme-kristne, sagde engang en nyomvendt til et hyggeligt kristent lille selskab.  Han vidste nemlig, hvad det vil sige at være fortabt.

Det vidste også en ung mand noget om, som jeg engang havde fået lov at lede ind på frelsens enkle vej.  Jeg henviste ham til et kristent, privat selskab, da jeg måtte forlade ham for at rejse til udlandet.  Han skrev bagefter til mig og fortalte, hvilken skuffelse dette kristne selskab havde været.  Det var alt andet end evangeliet, de syntes at brænde for.

Min tid rinder snart ud.  Hvem skal jeg i den tid, jeg har tilbage, bruge Joh. 3:16 på?  ”Æggeblomme-kristne”?  Eller de håbløst fortabte?  Svaret ligger selvfølgelig allerede i spørgsmålet.  At hygge sig med hygge-kristendommen er som at hælde ny vin på gamle flasker, og det advarer jo vor Frelser os imod (Mk. 2:22) – eller er der noget, jeg har misforstået?

Den 3.11.13 – jn