Blandt ”bedehus-folket” i Norge

Gamle tiders vekkelse vi venter,
Store und´re, Herre, la det skje,
Gud, la nådens klokker herligt klemte,
Så din frelse alle må få se!   (norsk)

Ålesund på Sunnmøre på Norges vestkyst lever smukt op til sit ry som Norges fineste by, -  unik på mange måder, når det gælder arkitektur, beliggenhed, international atmosfære og en imødekommende, gæstfri befolkning.  Det er ikke noget billigt sted, men det gælder Norge som helhed.

Jeg hører primært til det kristne fællesskab i ”bedehus”-sammenhæng (”bedehus” svarer til det danske ”missionshus”).  En skotsk/dansk forkynder gav dette råd til sine danske venner, der påtænkte at flytte til Norge:  ”Hold jer til bedehus-folket!” og det forstår jeg godt.  De gamle tiders vækkelse hører i dag historien til de fleste steder, men alligevel er det her – på bedehuset -, jeg finder den største ægthed, modtagelige ydmyghed og kærlige samfundsånd.

De 5 møder (12-16 nov.), jeg fik betroet på det store, gamle bedehus af årgang 1905, med et nyt emne hver aften, var for mig personligt vederkvægende og lærerige.  En samling med over 100 dejlige elever på Møre Ungdomsskole en fredag formiddag var lidt af et højdepunkt, men mødet med 15 konfirmander dagen før min afrejse om tirsdagen var også en fin oplevelse.  Her var det var en kombination af boldspil og Guds ord i en ny, dejlig gymnastiksal.  En gut ville i farten vide om mit syn på homofili, hvilket han fik. ”Jeg er enig”, sagde han og løb igen ud på boldbanen.

”Kun en ny, åndelig vækkelse kan redde vor ungdom”, bemærkede jeg til en af de to ungdomsledere, en yngre kvinde.  ”Ja, vi trænger til en ny Hans Nielsen Hauge”, svarede hun.  Hun vidste ikke, jeg netop havde talt om H.N. Hauge en aften på Bedehuset, så hendes svar glædede mig.

En eftermiddag besøgte jeg en 88-årig åndsfrisk forkynder (enkemand), som kommer fast på Bedehuset og stadig taler ordet.  Han kunne fortælle om mange vækkelser gennem et langt liv helt tilbage fra krigens tid.  Jeg mærkede i min ånd lidt af ”suset”, og vi sluttede eftermiddagen af med en herlig bedestund.

Ålesund er for mig noget særligt.   Det er min norske kones, Solfrids, by.  Det er også byen, inkl. opland og mange øer ude i havet, hvor jeg har bevægede minder fra min pure ungdom.  Tiden er i dag en anden, men ikke mere ”umulig”, end at vi stadig bedende kan synge:

Enn i dag kan store und´re hende,
Skjønt vi lever nå i midnatstid,
Herren vil sin kraft til os nå sende,
Ruste os til hellig kamp og strid!

(norsk)

-jn-

18.11.08