“Lad os da ved Ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender Hans navn!”  (Hebr. 13:15).

En af lederne i New Tribes Mission, LeRoy Larson, som det meste af sit liv sad i rullestol, var en af de mænd herovre, der gav mig mest  fra Guds ord. Han stillede en gang dette retoriske spørgsmål på et  sommerstævne:  ”Hvorfor kaldes denne lovprisning for et offer?”

Hans svar var:  ”Det er et offer for kødet!”

Den gang forstod jeg ham ikke så godt som nu.  Hjemlig modgang frister mig til at sige med Jakob:  ”Det går alt sammen ud over mig!”  (1. Mos. 42:36).  Eller som der står på engelsk:  ”All these things are against me!”  Især gør det ondt, når en ven svigter (Sl. 55:13-15).

At skulle lovprise Herren da, gør ondt for ”kødet”! Men også det, giver Herren  nåde til.  ”Lad os”, siger ordet.  De 2 ord gentages af Helligånden hyppigt i Hebr.br. (mods. lovens ”Du skal!”) for at fortælle os, at vi gør det ikke alene.  Vi gør det med Åndens bistand.  Han peger på Kristus på en ny og herligere måde, og da kan vi bringe Gud vort lovprisningsoffer.

Hvad sker da?  Genvordighederne bliver pludselig til velsignelse.  ”Menneskers vrede bliver til pris for dig! (Sl. 76:11, norsk og eng.), og du kan sige med profeten:  ”Se, til fred blev mig det bitre, ja, det bitre!”  (Es. 38:17, norsk).  Hvor forunderligt at kende Herren på den måde!

”Den, der ofrer taksigelse, ærer mig!”  (Sl. 50:23)

Ej mindst på ”nødens dag”  (Sl. 50:15).

Yakima, WA, USA – 2.10.13 - j