Ild er jeg kommen at kaste ud over jorden, og ville jeg ønske, den allerede havde fænget!” (Luk. 12:49)

Vi formanes:  ”Vær ikke lunkne i jeres iver, vær brændende i Ånden, tjen Herren!”  (Rom. 12:11).  Ak, brænder der en hellig ild hos os?  Hvis ikke, kan vi ikke tjene Herren, thi lunkne kristne kan måske nok være respektable ”partisoldater” i et trossamfund, men er til liden eller ingen nytte som Herrens stridsmænd.

På en plakat i en katolsk kirke i Schweiz læste jeg engang:  ”Bed ikke om en ny pinse, thi dens ild ulmer allerede i dit hjertes aske!”  Der er noget både vemodigt og håbefuldt ved askegløder.  Det vemodige er, at gløderne risikerer at blive til aske sammen med den øvrige aske.  Det håbefulde er imidlertid, at der kan pustes til gløderne, så de flammer op.  Den gode Helligånd vil gøre just dette i åndelig forstand.

Åndens ild sker ikke ved fornuftens erkendelse, men ved Åndens antændelse.  Eller som det hedder på engelsk:  ”Fire cannot be taught, - it must be caught!”

Jeg læser og studerer p.t.  Hans Nielsen Hauge,  også kaldet ”Norges apostel”, som  blev redskab til det største, der er sket i norsk kirkehistorie efter reformationen.  Han mødte bitter modstand hos præsterne, der mente, de havde monopol på forkyndelse.  Problemet var bare, at deres forkyndelse stort set var død i døde sogne.  Hauge-vækkelsen blæste liv i sognene overalt i Norge, og gejstligheden fnøs af raseri mod Hans Nielsen Hauge og hans medarbejdere.

Men Hauge havde også venner blandt embedsmændene, selvom de ikke var så mange.  Flere lensmænd var blevet vakt til nyt liv i Gud.  en af dem hed Iver Monsen i Trøndelag.  Han forsøgte forgæves at tage Hauge i forsvar inden hans fængselsophold i julen 1799 i Trondheim.  Han skrev til en pastor Erich Steenbuch, som tordnede imod Hauge og gjort alt for at få sat ham fast.  Jeg citerer ham på norsk:

”Og nå, min kjære Hr. Erich Steenbuch, det synes som den ild Kristus har lovet å kaste på jorden allerede er tent og ligger her og der og ulmer under asken, nå må vi se til at den ikke bliver slokket, men meget mer hver i sin stand og kall, øse olje i lampen, så det kan blive lue derav…”

Jeg husker en  nyomvendt, ung mand, der brændende stod frem i en kristen forsamling.  Hans iver var stor.  Men så pludselig blev han underlig stille.  Hans iver  mærkedes ikke mere.  ”Nu er han blevet lige så kedelig som os andre”, sagde en af de ældre brødre.  Det var en slående bemærkning.  Ligeså kedelig som os andre!  -  Heldigvis varede det ikke så længe med den unge mands tavshed.  Ilden blussede op igen, og han blev en ivrig sjælevinder og senere missionær.

Brænder ilden?  Hvis den ikke gør det, har vi noget at tale med Herren om i enrum.  Bibelen siger:  ”Udsluk ikke Ånden!”  (1. Tess. 5:19) eller som der står i en engelsk oversættelse:  ”Udsluk ikke Åndens ild!”  Gør vi det, synder vi mod Guds ord og står i fare for, trods en måske fin kirkelig facade, at blive ligeså kedelig som den øvrige, respektable, men frafaldne kristenhed.

-jn-