Den dansk/amerikanske, afdøde entertainer Victor Borge sagde engang, overraskende, i et interview, at selskabslivet  kedede ham.  Det med at skulle konversere  til højre og venstre og være ”selskabelig” var ham så inderligt ligegyldigt.  Hans kunst krævede øvelse og atter øvelse i koncentreret ensomhed.

Han var ingen kristen og anskuede livet og dets muligheder fra en verdslig synsvinkel, men dog ikke helt uden livsvisdom.

Jeg forstår ham, men hvis jeg siger det, risikerer jeg at blive beskyldt for arrogance, snobberi, nedladenhed, etc.  Sandheden er dog, at jeg værdsætter samvær med trosfæller, når Ånden blandt os er god -  til fx gensidig opmuntring, inspiration og styrke.  Men Ånden er ikke altid god, den kan endda være udslukket (1. Tess. 5:19), og da er det, man griber til den selskabelige ligegyldighed og går underligt åndsforladte hjem igen med et høfligt ”Tak for en dejlig aften!”

En ung mand, jeg i min ungdom  fik lov at ”vinde” på min arbejdsplads, opmuntrede jeg til, som noget af det første, at komme sammen med kristne venner.  Jeg måtte forlade ham for på det tidspunkt at rejse til USA, men han skrev senere et brev til mig og fortalte mig, hvilken skuffelse et sådant samvær havde været.  Han var åndelig hungrig, men fik intet, der kunne stille hans sult, - kun en masse munter, overfladisk selskabelig snak.  Hans brev skar mig i hjertet.

Men en anden gang måtte jeg selv erkende min åndelige fattigdom.  En mand fra Holbæk havde læst en del af det, jeg havde skrevet og ville så gerne besøge mig.  ”Måske kunne vi mødes og styrke hinanden i Herren”, skrev han.  Han kom, men da var min åndelige tilstand ikke god, og samværet blev nok ikke til det, han havde forventet.  Jeg traf ham aldrig igen og skammer mig den dag i dag over, hvordan jeg havde svigtet en oprigtig, samfundssøgende bror i Kristus.

En ung kvinde i København sagde ved et morgenbord, vi  deltog i med venner  ”Vi snakker her om en masse ting, men hvorfor ikke tale om, hvad vi oplever med Herren?”  Jeg fornemmede hos denne unge frue en åndelig længsel, som sikkert ligger latent hos mange, men som ikke får lov at komme frem på overfladen.

”Kristelige” samvær er altså ikke altid sagen, men kan blive det.  Verdslige samvær kan, afhægig af situationen, udmærket være sagen, da disse ofte, forberedt i bøn, kan være en anledning for evangeliet.  Det kan mange heldigvis tale med om.  En gudgiven ”åbning” for et vidnesbyrd kan være det hele værd.

Ja, evangeliet er det hele værd, thi de gode nyheder er jo et hverdagsevangelium til hverdagsbrug blandt hverdagsmennesker.

-jn-