Den tilbagevendende, udæskende udfordring fra ateistisk side er: Bevis at Gud er til! – Indtil dette videnskabelige bevis findes, vil ateisten tillade sig at fastslå, at Gud ikke findes, og at troende menneskers tro er en illusion.

Jeg har spurgt mig selv: Hvordan blev jeg selv overbevist om , at Gud er til? Var det ved at læse i Bibelen? Nej, den havde jeg samme foragt overfor som mine nuværende, ateistiske opponenter. Var det ved at deltage i debatter? Nej, sådanne havde vi allerede i klasseværelset, hvor bølgerne ofte gik højt. Og alligevel blev jeg overbevist, men hvordan?

Jeg mødte Gud gennem andre, som Gud havde sat sit tydelige, "uvidenskabelige" præg på. Min morfar forbandt jeg aldrig med den dygtige forretningsmand, han var, men med en mand, som levede ud  sin personlige tro på Gud. Jeg følte instinktivt, at han havde noget, jeg manglede, men som jeg dog foreløbig ikke ønskede eller havde brug for.

Senere mødte jeg en ældre mand, der på en ikke-anmassende måde fortalte mig, hvor godt og rigt det var at kende Gud. Han slog ikke op i nogen Bibel, men hans eget liv og udstråling var for mig ”bibel” nok.

Jeg blev åndelig vakt og ”responderede” på mit kælderværelse på Amager overfor den Gud, der indtil da havde været mig komplet ligegyldig. Og da blev pludselig den Bibel, jeg hidtil havde foragtet, aktuel. Og da var det også at troen på Jesus Kristus ”kom” til mig og ikke omvendt.

Kom  dette nye, Kristus-liv, til at præge også mit liv, som jeg havde set det præge andre menneskers liv? Det må andre udtale sig om. På Handelshøjskolen sagde en sidekammerat til mig: ”Du kan ikke sige, du er en kristen – det er noget andre må sige om dig!” Han havde ret.

I forretningslivet har forretningsforbindelser spurgt mig: ”Er du en personlig kristen?” eller: ”Hvad går din tro ud på?”  uden jeg har sagt et  ord om min tro. Jeg har spurgt: ”Hvorfor spørger du? Jeg har jo ikke talt til dig om min tro!” Men svaret har været: ”Vi har kunnet mærke det!” Det har jeg været glad for, da jeg var klar over, at troen på Kristus i praksis ikke kan gå upåagtet hen.

Ateisten vil snerre: ”Jamen, det er ikke noget bevis!” Nej, og alligevel er det en virkelighed, der transcenderer ateistens behov for et fysisk el. materialistisk/kemisk bevis.

Da jeg kom til tro på Kristus, sagde jeg ikke pludselig: ”Venner, nu har jeg fundet det videnskabelige bevis!” Jeg tænkte ikke i de baner. Men det indre vidnesbyrd i mit hjerte var til stede i overensstemmelse med også apostlen Paulus´ vidnesbyrd: ”Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn!” (Rom. 8:16).

Lad alverdens ateister fortsat skrige på ”bevis”, og lad alverdens djævle komme myldrende med deres gudsbespottelser, ja, lad dem skrige sig hæse alle sammen, men sandheden, Guds sandhed, kan de ikke alligevel ikke overdøve.

Det græske ord for ”sandhed” (aletheia) kan også oversættes med ”virkelighed”, og netop virkelighedens virkelighed har jeg fundet i Ham, som er ”vejen, sandheden og livet”.

21.8.13 – jn