Mel.:  På Tave bondes ager…

En gudsfornægter standsed´
på vejen ved en blomst,
dens pragt han plud´lig sansed´,
hvor har den sin herkomst?
Men han sig besinded´,
han var jo ateist
den ej ham forblinded´
den ”blomst-evangelist”!

Men blomsten til ham smiled´
og fremsagde ej et ord,
den i sin Skaber hviled´,
som himlen og vor jord
af ingenting skabte,
fordi kun Han er Gud,
og som til fortabte
os gav sit glædesbud!

Og ateisten husked´
nu på sin barnetro,
mens blomsten  i ham rusked´
og gav hans sjæl ej ro,
som avner hans  vantro
fløj i den  milde vind,
dødsstødet hans ego
fik dér i solens skin!

21.7.13 - jn