”Han er en soning for vore synder, og ikke blot for vore (dvs. de troendes) synder, men for hele verdens synder. ”  1. Johs.br. 2:2

Jeg har i mit lange liv været til mange begravelser.  Den bedste var min morfars, Uno Rieper-Holms, begravelse som 16-årig.  Prædikanten, som forrettede begravelsen, hed Th. Mundus,  min morfars bedste ven, hvis forkyndelse også jeg kom til at værdsætte overalt på denne jord.

Mundus sagde bl.a. på sit ejendommelige dansk/norske sprog:  ”Uno gik ikke til Himlen som en helgen.  Jeg har bedt sammen med ham under syndsbekendelse, men og med også bekendelsen til Kristi blod.”  Jeg undrede mig dengang.  Var denne gudfrygtige morfar virkelig sådan?  Havde han brug for en sådan bekendelse?  Han, som jeg så op til mere end nogen anden som den frommeste mand, der fandtes?

På sit dødsleje citerede han  bl.a. Brorsons linjer (fra ”Hvor vil mig anklage?”):  ”I Jesu blodestrømme sænker jeg mig i…”

Nu undrer jeg mig ikke mere.  Jeg har selv gennem livet lært at værdsætte  forsoningen i Jesu blod.  Og på blodets regning går jeg til Himlen, hvor andre genløste sjæle er gået forud for mig for at glæde og fryde sig i Jesu nærhed på grund af Hans fortjeneste alene.

Morfar havde en bror, super religiøs, ja,  uhyggelig religiøs.  Han talte forblommet om tro uden gerninger, skrev og spillede på klaver og violin, og dog var han ikke født på ny.  Han var som sagt min morfars bror og sagde engang til mig:  ”Uno var en dårlig bror.  Altid var han så kritisk…”

Mine 2 søstre har heller ikke haft meget pænt at sige om deres morfar.  Han var ikke som en morfar skal være efter deres begreber.  Han var for ”aristokratisk”, for ”fornem”, for respektindgydende.  Jeg har altid været stærkt uenig med dem.  Også for mig var han godt nok ”aristokratisk” og ”fornem”, men den eneste i familien, jeg i den grad var åndeligt forbundet med.  Ingen har jeg nogensinde savnet så meget som han.

Hvorfor?  Vi var frelst ved det samme blod og havde lært at dvæle ved det samme kors.  En kristen søster sendte mig for nylig ordet fra Salme 84:3 om spurven og svalen, som byggede rede ved Herrens alter.  Der står på engelsk:  ”A place near your altar!” (NIV ovs.)  Altså: ”Et sted nær dit alter!”  Ja, dér er også min”rede” og mit hvilested.  Nær Golgata.  Nær korsets alter. ”I Jesu blodestrømme…”

8.7.13 – jn