Forside Artikler Tabersagen
Tabersagen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 04. juni 2013 05:34



Det er for mig at se et klart brud med Grundloven (Nederby Jessen)


Der vil sandsynligvis fra juridisk og  teologisk side blive gjort gældende, at Bibelen ikke kan bruges som sandhedsvidne mod  homoseksuel adfærd. Det ville nemlig være det samme som at gå direkte imod EU og menneskerettighedserklæringerne.

Vi, som stadig mener, at Bibelen klart taler om ægteskab som en pagt indgået i troskab mellem en mand og en kvinde (og ikke af to af samme køn), imødegås overlegent af både gejstlige og politikere, som mener, at Bibelens tale ikke er så klar, og at dens ord  er et fortolkningsspørgsmål.

Når fx Romerbrevet taler om samleje mellem personer af samme køn som "unaturlig" - "skamløs" - "usømmelig" og imod "Guds retsordning" (Rom. 1:26-32), er det alt sammen et "fortolkningsspørgsmål". Det "unaturlige" er skam "naturligt" nok, det "usømmelige" er absolut "sømmeligt" i anno 2013 (vi lever jo ikke på Paulus´ tid!), og  "skamløs" er ikke et ord, der kan bruges i moderne, frisindet sprogbrug!

Dertil kommer, at Bibelen ikke kan bruges som "bekendelsesskrift" (netop fordi den kan fortolkes som vinden blæser), selvom vi er en del, der betragter Bibelen som bekendelsesskriftet eller bekendelses-Skriften over alle bekendelses-dokumenter, men vi vil stadig være en upåagtet og mindre begavet minoritet, der intet har at skulle have sagt.

Derfor står den verdslige lovgivningsmagt, kirkeminister, bispekollegium og det juridiske system, herunder den europæiske domstol, med de absolut stærkeste kort på hånden. De er på forhånd sagens triumferende vindere.

Men... et "endeligt og afsluttende regnskab" (Rom. 9:28) forestår foran den domstol, universets højeste, som får det sidste, uigenkaldelige ord. Dér ligger  denne sag som så mange andre sager, der har brudt med Guds evige love, og derfor føler jeg mig personligt ikke kaldet til at slæbe nogen verdslig øvrighed i retten her på jorden.

Retten er nemlig allerede sat! Kirkeministeren og hans hof kan smile og hovere, men smilet vil stivne. Advarende må vi med profeten sige: "Profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når enden kommer?" (Jer. 5:31, 1948-ovs.)

4.6.13 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)