(Spørgsmål tilsendt fra Norge)

Spørgsmål:
Noe vi undres over. Jesus sier til Maria ved graven: Joh 20:17:
"Jesus sier til henne: Rør ikke ved meg! For ennå er jeg ikke faret opp til Faderen! Men gå til mine brødre og si til dem: Jeg farer opp til min Far og deres Far, min Gud og deres Gud."
Hvorfor var dette viktig? Senere leser vi at Jesus sier til Tomas:
"Deretter sier han til Tomas: Rekk din finger hit, og se mine hender. Og rekk din hånd hit, legg den i min side, og vær ikke vantro, men troende!"Joh 20:27.
Hvorfor gjør Jesus forskjel på Maria og Tomas?

Svar:  Grunden til at Jesus gør forskel på Maria og Tomas skyldes et forskelligt forhold til 2 forskellige disciple, hvad jeg straks skal komme tilbage til.

Principielt ville der ikke være noget problem i, at Maria rørte ved Jesus, sådan som Hans disciple i øvrigt gjorde det, da Han som den Opstandne gik forud for dem til Galilæa:  ”De gik hen til Ham og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham!” (Matt. 28:9). Da Han senere spiste et måltid med dem, inviterede Han dem til at føle på Ham for at forvisse dem om, at Han ikke var en ånd uden et følbart legeme (Luk. 24:39).

Men hvorfor siger Herren da til Maria Magdalene:  ”Rør ikke ved mig!”  (Joh. 20:17)  Han havde jo netop givet sig til kende for hende på en meget personlig og inderlig måde ved at nævne hendes navn, og Hans stemme var hende så velkendt og elskelig, at hun straks gengældte hans hilsen med det ærbødige svar:  ”Rabbuni”.  Og det synes som om, hun i dette forløsende øjeblik er på nippet til at omfavne Ham, sådan som vi ovenfor læste, at disciplene, sandsynligvis inklusive hende selv, senere gjorde det i Galilæa.  Men her i haven ved Jesu grav får hun ikke lov at gøre det.  Hvorfor?

Sådan har jeg selv fået set det: Herren ville undervise Maria om, at hendes personlige forhold til Ham fremover ikke skulle være et følbart, sanseligt forhold, som da Han endnu gik iblandt dem på jorden, men et trosforhold med trosblikket rettet mod Ham som den herliggjorte i Himlen.  Derfor ordene:  ”…jeg er endnu ikke faret op til min Fader, men gå til mine brødre og sig til dem:  ”Jeg farer op til min Fader, til min Gud og jeres Gud!”  (v.17)

Denne undervisning uddybes senere for os i de apostolske, især Paulus´ breve, hvor troens øjne rettes mod Himlen, mod Kristus, siddende ved Faderens højre hånd på Tronen.  Derfra taler Han nu til os ”med sit mægtige ord” som den Opstandne ”kronet med herlighed og ære” (Hebr. 1:1-3 og 2:9), og denne ophøjede plads deler vi med Ham (Ef. 2:6, Kol. 3:1).  Når vi ved troen får nåde til at nyttiggøre os af denne trosstilling, får vort liv på jorden et endnu større perspektiv i sand og større åndelig frihed end hvis vi havde levet i fysisk og sanselig nærhed af vor Frelser.  Maria fik en begyndende undervisning om, at det var et sådant ”himmelsk” trosliv, hun fra nu af var kaldet til.

Men hvad med Tomas?  Hvorfor fik han lov at røre ved Jesus?  Svaret er, at han selv havde givet udtryk for dette behov i en anfægtet stund (Joh. 20:25).  Vor Frelser kom ham i møde i denne tilsyneladende ”uoverstigelige”, men heldigvis kun forbigående tvivl.  Du kan sige, at Tomas fik en nådig og kærlig særbehandling, som gjaldt ham alene.  Der står imidlertid ikke, at Tomas benyttede sig af tilbuddet om række sin hånd frem og stikke den i Jesu side, for inden da havde han allerede ”kapituleret” ved Herrens fødder med ordene:  ”Min Herre og min Gud!”(Joh. 20:28)

Som vor sjæls Hyrde og Tilsynsmand tager Herren sig også stadig i dag individuelt af sine får og lam.  Overordnet kan vi med frimodighed sige:  Svaret vil i hver enkelt tilfælde altid være et møde med Kristus, den herliggjorte, som Helligånden er optaget af gennem ordet at gøre stor for os som eneste svar på al åndelig nød.  Det slår aldrig fejl!

30.5.13 - jn