Det er de slet ikke! Folk hilser nok ikke på hinanden, når de går forbi, sådan som vi gør på kontinentet eller (især) i USA. Men når jeg spørger dem: ”Hvorfor hilser I ikke?” kommer der et forlegent smil, nærmest ydmygt, og snart er en samtale i gang, efter jeg har forsikret dem om, at jeg ikke er kommet herop for at tage landet fra dem.
I en forretning takkede jeg for god service og gav ekspeditricen mit kort. Hun trykkede mig hånden med et dejligt smil, der godt kunne konkurrere med landets livsglade fosse. Hvem i DK ville modtage mig sådan?
Jeg halter af sted for på dagens tur at mødes med folk på et stort butikscenter. Vel, de kan måske se lidt ”lukket” ud umiddelbart, men straks du fortæller, at du er dansk, er norsk gift og elsker Norge, er der rigelig ”åbning” for samtale. Jeg får på den måde den ene livshistorie efter den anden. Vi har jo alle et behov for at kommunikere.
Men mest spændende for mig er det at være her som Kristi ambassadør (2. Kor. 5:20). Det sætter tingene ”på plads” for mig som kristen. Og det får mig til at bede bedre, bryde mig mere om dem, Herren sender mig til og giver god afsætning af mit lille kort med de skandinaviske flag og et enkelt, evangelisk budskab.
Fortæller jeg nu en ”solstrålehistorie”? Nej, på ingen måde. Den menneskelige, uigenfødte natur er ens verden over. Den åndelige apati er stor. Der er et dårligt ”marked” for Gud. Og dog, evangeliet er endnu og altid, altid det samme. Ja, det er det eneste, der rigtig er noget ved uanset hvordan markedet er.
Norge (nord for Oslo, d. 24.5
|