Ordet i 1. Kor. 12:3: ”Ingen kan sige:  ”Jesus er Herre!” uden ved Helligånden” blev anskueliggjort for mig, da jeg forleden i vort hjem tog afsked med en nydelig, veluddannet kvinde – en trofast kirkegænger, dog ikke en personlig kristen.

Vi havde haft vort ugentlige bibelfællesskab i en god og frigørende Ånd.  Den efterfølgende spisning var festlig, så rent socialt savnedes intet.  Omtalte kvinde prøvede vi som værtsfolk at vise ekstra kærlig omsorg.  Men til afsked sagde hun lakonisk:  ”Jeg kommer ikke igen!”

Jeg spurgte forsigtigt hvorfor, da hun jo i kirken hører Guds ord, men jeg måtte dog fortælle hende, hvilken forskel det gør i ens liv, når Jesus bliver Frelser og Herre frem for vi blot er religiøse kirkegængere.  ”Da bliver det naturligt at tale om Herren til andre!”  Hun svarede lidt forarget:  ”Jeg kunne da aldrig finde på at tale sådan under kirkekaffen.”

Jeg fik lejlighed til at sige:  ”Nej, du kan  ikke!  Det ville være ganske umuligt for dig, når du ikke har Kristi Ånd i dig og vished for, at Han er din Frelser og Herre!” og føjede til:  ”Men jeg forstår dig godt.  Jeg er selv ud af en religiøs familie på min mors side…”

Da vi i går ved middagsbordet læste ordet fra 1. Kor. 12:3, så jeg det i nyt lys.  Kan man virkelig  ikke sige:  ”Jesus er Herre!” uden Helligånden?  Åh jo, man kan sige så meget,  fx remse op kirkens trosbekendelse.  Dog er det umuligt at bekende Ham som Herre i en akut situation, hvor det virkeligt gælder om at vælge side.

Ak, det vrimler med ”pæne”, religiøse mennesker, der nok ”kan” en masse, men for hvem det ikke er naturligt, hjerteligt naturligt, at bekende Jesus som Herre, for det kan kun ske ved den iboende Helligånd, og Hans tilstedeværelse kender de ikke.

Gør du det?  Du vil i så fald vide det, for der er noget, der hedder at have Åndens vished.  Har du den?  Ellers bør du ikke helme, før du har den!

2.5.13 – jn