Det er lige før ”lukketid”, især for Guds folk.  Det ensomme Kristi vidne fristes i et af sine hyppige svaghedsanfald  at sige med Elias:  ”Jeg alene er tilbage!”  (Rom. 11:3), men det er trods alt at gå for vidt.  Der er stadig, som på Elias´ tid, en skjult, trofast flok tilbage!

Men ”natten lider, dagen er nær”  (Rom. 13:12) i dette mørke.  Medens ”Zions sorgløse mænd”  m. ”harpeklang og strengeleg” er  uden hellig sorg over ”Josefs skade” (Amos 6:1-6) – smlgn. den sorgløse, velsmurte gudsdyrkelse – gør  ”Herrens egne” sig ”rejseklar” til mødet med ”den strålende Morgenstjerne” (Åb. 22:16),  hvis løfte står fast:  ”Jeg kommer igen!”

Hvad kendetegner kristenhedens sorgløshed?  En besnærende religiøsitet uden omvendelse, uden frelsesoplevelse, uden Kristus.  Nordmanden, A. Bjerkreim, skrev for mere end 50 år siden: ”I dag høres der sjældent en advarsel mod religiøst selvbedrag.”  Nu, i vor tid, så mange år efter, tør jeg sige: En sådan alvorstone høres ikke blot sjældent, men aldrig!

Besjæles du af dette alvor i dit vidnesbyrd hagler det snart ned over dig med hårde beskyldninger om at være ”kritisk”, ”ukærlig”,  ”dømmesyg” , ”intolerant”, ”udiplomatisk”, ”gammeltestamentlig” etc. og  du fristes til Elias´ forbigående bitterhed.  Men, men, da er det også,  – ligesom i hans tilfælde – at ”det guddommelig svar” (Rom. 11:4) ikke vil udeblive –  typisk mens du ensomt beder.

Herom skal ikke gås i enkeltheder, for hvem vil høre derpå?  Jo, nogle vil, nemlig de, der som de upåagtede outsidere  ”ventede Israels trøst” i Jerusalem ved Herrens første komme.  Det vil ske igen ved Herrens 2. komme!  ”Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!”

26.4.13 – jn