Spørgsmål:  Hvad betyder det, når der i 1. Sam. 3:1 står, at ”Herrens ord var dyrt i de dage, af syner var det få….”

Svar:  Ja, sådan står der på norsk.  På dansk står der:  ”Herrens ord var sparsomt.”  Og den engelske bibel siger:  ”Herrens ord var sjældent.”
Ordet beskriver en frafaldstid i Israel, hvor man ganske vist havde Herrens ord rent formelt, men det havde ingen magt over samvittighederne.  Man havde tabernaklet, pagtens ark, ofringerne, ritualerne, osv., men Guds ord var kun ord og bogstaver uden Ånd og liv, og dermed en tid, som ligner meget vor egen tid i netop frafaldstider.

Når forkyndelsen i stedet for et levende ord, et budskab fra Herren, bliver til en mental proces, hvor ”dagens tekst” skal udlægges og forklares, bliver Herrens ord ”dyrt” og ”sparsomt”, selvom vi kan have gode former, ritualer, skriftlæsning, fine udlægninger, etc.  Jeg mindes en forkynder, som søndag morgen trådte frem for den forsamling, jeg kom i som ung, og sagde efter at have læst et afsnit fra Den Hellige Skrift:  ”Dette er dagens tekst for mig!”  Med andre ord:  Han havde fået et frisk budskab fra Herren ud fra sandhedens bog, Bibelen, som hans personlige ”dagens tekst”.

Et sådant forhold til Herrens ord er desværre sjældent, men sådan er det, når ordet bliver forkyndt til vækkelse i stedet for at tale om vækkelse. I Jer. 23:18 står der:  ”Hvem stod i Herrens fortrolige råd, så han så og hørte Hans ord, hvem lyttede til Hans ord og hørte det?”  Før i tiden talte man ofte om netop at have set noget i Guds ord, dvs. med hjertets opladte øjne, oplyste af Guds Ånd.

Matth. Henry siger om Det gamle Testamentes profeter:  ”De så, hvad de skulle forkynde og forkyndte, hvad de så.”  Det er også princippet i dag, når det gælder forkyndelse.

Jeg mindes en syg slægtning, som fortalte, at de på det plejehjem, hun boede, havde haft besøg af en prædikant, som holdt andagt.  Han talte og ”udlagde” noget om Israels børn i ørkenen, men hans andagt var lige så tør og livløs som netop ørkenens sand.  Og så sagde hun:  ”Han skulle hellere have givet os et ord!”  Den bemærkning har jeg ikke glemt.  Det, hun selvsagt mente, var at hun længtes efter at høre et forløsende og levende ord.  I stedet fik hun en død ”prædikantsnak”.

Men ikke bare i forkyndelsen, også på det personlige plan er det meningen, at vi skal have en sådan fortrolig omgang med vor Bibel, at vi ser noget i ordet, og at det ikke bare bliver en ”lektie”, som skal overstås.  Det var vist John Bunyan, der skrev i sin Bibel:  ”Enten vil synden holde dig borte fra denne bog – eller også vil denne bog holde dig borte fra synden!”  Men når alt er godt mellem os og Herren, bliver Hans ord netop ”til fryd og til hjertens glæde” (Jer. 15:16) dag for dag.  Og da skal det ikke mangle på ”syner” (v.1), nemlig de syner, ordet giver os levendegjort ved Ånden.

For Samuel var Herrens ord ikke ”dyrt” eller ”sparsomt”, thi der står om dette vækkelsens redskab:  ”Og Herren blev ved at lade sig se i Silo, for Herren åbenbarede sig for Samuel i Silo ved Herrens ord.”  (v. 21).

Eller som apostlen siger:  ”Vi har ikke fået verdens ånd, men den Ånd, som er fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os” (1. Kor. 2:12) – ikke vil skænke os, men har skænket os i vor Herre Jesus Kristus og i sit ord, thi Hans ord er ligeså godt som Hans person.

-jn-