Min kone og jeg var i går til vort første diamand-bryllup nogensinde.  Jacob og Sophie Sode,  missionærer i Papua New Guinea gennem over 45 år, fik et flot ”surprise” party i en frikirke i Ringsted og uforglemmelige timer.

Parrets 2 sønner, Philip og Johan, ledede festen i strålende form.  Selvom de ”hakkede” lidt i det med det danske, kommunikerede de på skift lige ind i alles hjerter.  Den ene af sønnerne, Johan, bor ellers i Paris.  Der blev vist billeder fra et fantastisk virke på missionsmarken – begyndende med ”bushen” på absolut bar bund til et senere virke i Port Morsby, hovedstaden, hvor Jacob fik rig indgang blandt fangerne som fængselspræst.

Der blev sunget på dansk og engelsk, og der blev fortalt friske træk fra missionærlivet, krydret med befriende humor, hvorefter vi gik til  kaffeborde tilberedt af kærlige hænder, og hvor der ikke var sparet på noget.  Mange fine taler blev holdt, igen på dansk og engelsk, indtil Johan, den ældste søn, følte, at det nu var tid at holde inde, så i det mindste den 88-årige Jacob og hans lidt ældre Sophie kunne komme hjem og hvile sig lidt.

Man sidder igen med følelsen af at have været på hellig grund, og man føler sig uendelig lille, når Herrens velgerninger i evangeliets tjeneste i den grad kommer ind på livet af os.  Herren var iblandt os, en god Ånd rådede, -  humørfyldt og til ære for Herren.  Gode, relevante ord blev hele tiden citeret, - som fx dette:

”Halleluja!  Lov Herren, thi Han er god, thi Hans miskundhed varer evindelig!”  (Psa. 107:1

19.4.13 – jn