Betyder døden tilintetgørelse?

Spørgsmål:  Hvad er din kommentar til dem, der påstår, at døden betyder tilintetgørelse?

Svar:  Påstanden er en løgn.  Jesus sagde:  ”Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen;  frygt snarere for Ham (dvs. Gud), som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede.”  Matt. 10:28.

Læg mærke til, at sjælen, dvs. vor personlighed, som bliver tilbage, når livet i legemet er udslukket, kan ikke dræbes.  Mennesker, som begår selvmord, tager ikke, som det så letkøbt ellers siges,  deres eget liv.  De dræber kun deres krop, men ikke sjælen, deres personlighed.

Hvad der ligger i Jesu ord om at ”ødelægge både sjæl og legeme i helvede”, har nok ingen af os fantasi til at forestille os.  Men én ting er sikkert:  Denne ”ødelæggelse” i fortabelsen er ikke det samme som tilintetgørelse.  Herren taler alvorligt om både de retfærdiges opstandelse til liv og de ugudeliges opstandelse til dom (Joh. 5:28-29), men ikke om tilintetgørelse.

Ordene gælder det menneskeliv, som vi som moralske skabninger er ansvarlige overfor Gud med.  Men ingen nok så moralsk skabning kan med sit moralske liv stå prøve overfor den evige Gud.    ”Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (Rom. 3:23) eller som der står på engelsk:  ”Alle har syndet og kommer til kort overfor Guds herlighed.”  Her er det, evangeliets gode nyheder om frelse og retfærdiggørelse ved tro på Jesus for hver synder, der vil omvende sig og tage pladsen, som en synder, er de bedste nyheder, det går an at høre.

Men om tilintetgørelse vil der under ingen omstændigheder blive tale.

Det gælder i øvrigt også materielt stof.   Sandt nok har Gud skabt den materielle verden ved sit ord ud af ingenting (Hebr. 11:3), men det omvendte sker ikke, dvs. at noget som helst stof pludselig bliver til ingenting.  Selv den tændstik, du tænder og lader brænde ud, forsvinder ikke.  Noget af den bliver til aske og noget af den forsvinder som en gasart i atmosfæren.  Og sådan er det hele vejen igennem.

Døden fører ikke til tilintetgørelse, men til forandring, enten i evig salighed i Herrens nærhed eller evigt borte fra Hans ansigt i en evig død, som dog aldrig ophører eller bliver til ingenting.

Ligesom synden og døden er tragisk forbundet med hinanden, er blodet og livet evangelisk forbundet med hinanden.  ”Kødets liv er i blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer;  det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet.”  (3. Mos. 17:11).  Denne fundamentale lære og grundpille i den jødiske gudstjenesteordning peger selvsagt hen på forsoningen ved Kristi blod.  ”Ham gjorde Gud ved Hans blod til et sonoffer…”  (Rom. 3:25).

Modtagelsen eller forkastelsen af dette evangelium afgør, hvor vi skal tilbringe evigheden.  Døden tilintetgør ikke noget som helst.  Den betyder som nævnt kun forandring, hvis endelige og evige udfald vi selv er ansvarlige for.

-jn-