"Nu kommer Kongen!" bekendtgør artiklen i Kr.D. som overskrift til gårsdagens palmesøndag-budskab fra Matt. 21:1-9.

Hvis det er rigtigt, må det indebære en personlig stillingtagen. Enten for eller imod Ham.

Da vi befinder os i et Søren Kierkegaard-år, kan et SK-citat være relevant:

"Dette Faktum er Tilværelsens Alvor. Og dette er igjen Alvoren i denne Alvor: at Enhver skal have en Mening derom. Og saaledes ogsaa, naar det behager Gud at vorde Menneske.” (fra Sygdommen til Døden).

Ak, dette "Tilværelsens Alvor" er slet ikke alvor for mange gode, døbte danskere, som godt nok kan have mange meninger om politik, religion, kirke, kristendom, døden og "livet efter livet", men ingen alvorlig stillingtagen til Jesus Kristus som deres personlige Frelser og Konge.

Men dette er for Søren Kierkegaard ensbetydende med at henleve livet "som en Skygge" , der åndeligt fortæres med en trodsig benægtelse af Kristi komme og benægte, at Han med evangeliet stadig kommer til den enkelte, både i påskeugen og alle uger, med det eneste fornødne: omvendelse og syndernes forladelse.

At være oplyst herom og stadig vise Kongen fra sig, er i sandhed at "hentæres" og trods ydre friskfyragtig facade at leve inderst inde i fortvivlelse for at tale kierkegaardsk og helt bibelsk.

Vi har al grund til ikke blot at tale ”kierkegaardsk”, men at lade evangeliet slippe til!

25.3.13 – jn