Proklamationen "habemus papam", - vi har en pave - har udløst ekstatisk jubel verden over, ikke blot i den katolske verden. Den sekulære verden har ganske vist ikke brug for den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, men har dog, rent pragmatisk og politisk, brug for paven, "Kristi stedfortræder", alt den stund, at pavedømmet i virkeligheden - ligesom statskirken - er en verdslig opfindelse og magtfaktor.

Der tales forblommet om fornyende reformer med en ny pave. Men sandheden er, at ikke et komma vil blive ændret i selve Romerkirkens lære, der er 100% intakt med hele sit store katalog af vildfarelser, som i sin tid nidkære reformatorer som Jan Hus, John Wycliffe, Martin Luther, Calvin, Zwingli, John Knox og mange andre Guds mænd gjorde op med, idet de holdt Det Nye Testamentes lære op imod Romerkirkens. Jan Hus blev fx brændt på bålet for sin troskab mod evangeliet.

Det tænker den "menige" katolik ikke på, for menige katolikker har i praksis meget lidt kendskab til katolsk troslære eller måske rettere: Det falder dem ikke ind at sammenligne den med Bibelens lære, for den bog rører de så godt som aldrig.

Nogenlunde det samme kan man sige om folkekirkemedlemmer. De færreste véd, hvad deres lutherske kirke står for rent læremæssigt, ja, mange af dem er åbent gudsfornægtere.

Alt dette er der ikke noget nyt i. Men det positive er, at det går an at vidne troværdigt om Kristi evangelium overfor både katolikker og protestanter, især dem "på gulvet" og "ude i terrænet". Hos religiøse ledere vil vi altid møde indædt modstand ligesom Herren selv gjorde det, da Han vandrede omkring på jorden. Men som der står i den engelske Bibel: "The common people heard Him gladly! (Mark. 12:37)

En katolsk unge pige sagde til mig sidste år: "Det Ny Testamente, du gav mig, har jeg læst 5 gange!" Noget lignende sagde hendes søster. De og deres familie er nu med i en bibelsamtalegruppe i vort hjem. Dette er heldigvis muligt midt i det hele. Det udsåede Guds ord vender ikke tomt tilbage.

Billy Graham har nok ret, når han siger: "Kirken er ikke mere en missionsmagt, men en missionsmark. Min påstand er, at den, der selv er grebet i sit hjerte af de gode nyheder om Jesus Kristus vil ikke lade sig blokere af noget religiøst system, hvor magtfuldt det end er, men vil drives af Kristi kærlighed overfor de fortabte sjæle, Kristus døde for.

-jn-