(uddrag af  svar til nogle af mine religiøse modstandere på Kristeligt Dagblads debatforum)

Da Bibelen ad Herrens uransagelige veje kom ind i mit unge liv som 14-årig, var jeg instinktivt klar over, at det var Guds ord, der som absolut sandhed var kommet til mig og det blev dér resten af mit liv.

Jeg  ”analyserede” det ikke sådan som vi i skolen tekstanalyserede Kierkegaard, guldalder-digterne el. salmeversene. Jeg læste den ud fra forståelsen af, at dens budskab ”på bundlinjen”  er  Kristus og frelsen i Ham.

Jeg lærte også at læse den efter parolen ”læs som der står, tro som der står, og så får du som der står!”

”Amazing Grace” sang jeg ud af et tilbedende hjerte i USA længe før den blev til en verdensslager.

At ordet ”nåde” skulle være ”juridisk” tænkte jeg ikke på, men jeg forstod det ikke negativt, da jeg ved Rom.br.´s dejlige budskab forstod, at Kristus-troende mennesker, som ”bliver retfærdiggjorte uforskyldt af Hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom. 3:24) bliver det på et retfærdigt grundlag (eller om du vil: på et "juridisk" solidt grundlag), dvs. ved Kristi stedfortrædende forsoningsværk.

Forstår jeg det? Kan jeg ”tekstanalysere” mig frem til det? Nej, men jeg  tog imod dette ”nådens evangelium” barnligt og enfoldigt som den balsam, det er for en fortabt synder, der står ind for den hellige Gud med bøjet hoved ligesom tolderen i templet (Luk. 18:13).

Jeg kom aldrig til at repræsentere nogen bestemt kirke eller trossamfund , men følte mig alligevel inderligt forbundet med alle troende mennesker, hvis tro hviler på samme frelsesklippe, vor Herre Jesus Kristus og Hans fuldbragte værk.

Jeg blev som ung kendt med Billy Graham, der var så enkel, at  et barn kunne forstå det (og jeg var den gang  kun en dreng), og sætningen ”Bibelen siger…” og ”Guds ord siger…” gik bestandigt igen. Sådan vil jeg gerne selv forkynde.

På sådanne forkyndere passer ordene, ”Say it simple say it often and let it burn!” Det er også min enkle parole.

d. 10.3.13 – jn