-    Joh. 6:1-14 – tekst til Midfaste søndag

Under Herrens vandring på jorden tog Han sig med sine messianske undergerninger kærligt af både fysiske og åndelige behov.  Det erfarede  mirakuløst 5000 mænd dér i græsset.

Men som det fremgår længere nede i kapitlet var det først og fremmest folkets åndelige og evige behov, der lå vor Frelser på sinde, v. 27.  Og det er det stadig.

Hvorfor ser vi ikke fysiske mirakler nu?  Vel,  det kan stadig ske uden at være ”hverdagskost”.  Hvorfor?  Det spørgsmål stillede jeg mig selv en morgen, og jeg tror, jeg fik dette svar:

De åndelige behov er trængt i baggrunden til fordel for de fysiske.  Spørger jeg en forsamling,  om nogen ønsker forbøn, vil ønsket om forbøn som regel være noget fysisk – helbredelse, en materiel nød, ens job, men aldrig  siger nogen:  ”Vil I bede for mig, at jeg må blive frelst?” 

Herren overså ikke deres fysiske behov, men de tog overhånd.  Forstå mig ret.  Jeg beder  for mine unge venners behov på skole, på job el. vedr. jobsøgning.  Ordet fra v. 6:  ”Selv vidste Han, hvad Han ville gøre!” blev en dag stort for mig, og ”materielle” bønner blev hørt, da det så umuligt ud.

Læg mærke til noget interessant.  Påsken omtales som jødernes påske, men i 3. Mos. 23 er den omtalt som Herrens påske.  Højtiden var blevet menneskecentreret i selvisk forstand. Herren var  ”menneskecentreret” i uselvisk forstand.  Disciplene tænkte på deres forestående påske.  Herren tænkte på menneskemasserne.

Tanken er denne:  Højtider er okay, men der er mennesker, der skal nås!  Ikke med tegn og undere, men med evangeliet som Guds kraft til frelse. Rom. 1:16.  For hvad er frelse?  Det er åndelig sundhed til åndeligt syge mennesker!  Det er og bliver tyngdepunktet i vor tjeneste i dag.

Hvem bruger Herren til at formidle et sådant evangelium?  De super begavede?  Store teologer?  De mest veltalende og scenevante?  Nej,  læs 1. Kor. 1:26-31.  Tænk på, hvordan evangeliet ned gennem historien er blevet formidlet gennem enkle mænds og kvinders liv.

9.3.13 – jn