Fra teologisk hold oplever jeg med mellemrum – og ej mindst når jeg besøger Kr.D.´s ”debatforum - det sørgelige, at Bibelen nedgøres af ”videnskabelige” el. andre grunde.  Ak,  dér møder jeg ingen hjertelig genklang som hos Jeremias:  ”Mig blev dit ord til fryd og hjertens glæde!”  Jer. 15:16.

Ironisk er en sådan ”fremmedgørelse” for Bibelen almindelig i den lutherske kirke,  opkaldt efter Luther, hvis kampråb som bekendt var:  ”Sola Scriptura”, dvs. Skriften alene!  (Der er dog glædelige undtagelser!)

Ifg. katolsk lære er Bibelen Guds ord, som ikke kan anfægtes.  Men samme paradoks gør sig gældende dér.  Katolikkerne læser næsten ikke i Bibelen, - den er for dem så godt som ukendt.  (Også her findes Gud ske lov undtagelser!)

Om det er så meget anderledes i frikirkelige kredse, er et åbent spørgsmål.

Som ung kom Bibelen ind i mit liv  som en forunderlig ny bog.  Den er lige ny i dag og  er ikke nogen død lovbog som koranen!  Den er en levende ”åbenbaringsbog”, hvor Helligånden igen og igen og igen åbenbarer Jesus Kristus for mig hjerte.  ”Han skal herliggøre mig!”  (Joh. 16:14), og det sker først og fremmest i forbindelse med Skriftens beåndede (inspirerede) ord.

Martin Luther havde ikke meget til overs for et  ”Jesus-sværmeri” eller en Jesus-tro adskilt fra Guds ord.  ”For at tro må du have et Guds ord”, sagde han.  På det punkt er jeg meget luthersk!  Men jeg kalder mig ikke ved hans navn.  Og de, der gør det, er i grunden meget u-lutherske, - for sjældent ligner de ham som ”sola scriptura”-kristne!

O, agt Bibelen højt!  ”På knæ for Bibelen, professorer!”  (Vilh. Beck, - Indre Mission).