Det største historiske vendepunkt kom sidste år med homovielsesloven, hvor bunden blev nået af foragt for Guds ord og de gamle reformatoriske bekendelsesskrifter.

Sidste søndag blev der prædiket over Luk. 11:14-28, hvor Herren bl.a. fortæller en lignelse om det "fejede og pyntede hus", som bliver invaderet af endnu værre, onde ånder end nogensinde. Sådan kan det ske for et "hus", - hvad enten dette er kirkens eller nationens gamle hus, som gennem vor historie har oplevet radikale vækkelser, der for en stund pyntede op på det åndelige liv. På facaden i det mindste.

Aldrig i vort lands historie har ondskabens åndsmagter haft et så fast jerngreb om vor kultur.. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var sidste sommers lov om homovielser.

Det blev det tragiske vendepunkt for det land, som en gang i tidernes morgen fravalgte hedningeguderne og tilvalgte Jesus Kristus.  Personligt tror jeg, det er lige før "lukketid" med en endelig apokalyptisk vredesdom over vort land, ja over hele den vestlige verden.

Det har ikke skortet på advarsler fra Guds ord, men disse er stort set blevet latterliggjort eller nedgjort. Den værste hån synes at komme fra religiøst eller teologisk hold. Det vrimler således med ulve i fåreklæder.

Til en sådan nation lyder det, som det gjorde fordum overfor den frafaldne kong Saul: "Fordi du har forkastet Herrens ord, har Herren forkastet dig!" (1. Sam 15:26)

Er det alt, hvad der er at sige? Nej, ikke alt. Herrens langmodighed er stor, "da Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse" (2. Pet. 3:9). Men forkastes dette frelsestilbud fra Kristi evangelium, ja, så er det ikke mere at sige. Hvad skulle det ellers være?

jn
5.3.13