(2013 er 200 året for hans fødsel)

Hvis Danmark skulle fejre Søren Kierkegaard, ville landet under ingen omstændigheder kunne fejre ham, men kun sig selv. Ja, sig selv, fordi han sammen med H.C. Andersen var de to eneste internationale berømtheder, Danmark har kunnet bidrage med af format.

Men Kierkegaards bibelske anliggende, nemlig besindelsen på Gud og evigheden, kan ikke fejres. Kun ganske få har nemlig taget hans budskab til hjertet. Han fortalte sin samtid, at mennesket er en sammensætning af tid og evighed og vil være dømt til fortvivlelse, hvis det lader sig nøje med løgnen om, at det med Gud og Jesus Kristus kan man forholde sig neutralt til. Søren Kierkegaard ville i dag være en hudflettende anklager mod den "deklamerende" prædikestole-kristendom om søndagen, mod al statsreligion og derfor naturligvis også mod al statsanerkendelse af sig selv og mindst af alt med nogen form for fejring.

Hans lille bog "Sygdommen til døden" går tæt på det enkelte menneske og Guds fordring på stillingtagen til Hans Søn, vor Herre Jesus Kristus. Hans anklage mod det statsautoriserede præsteskab er  bør også høres i dag uden jubilæums-højrøstethed, for hans budskab om en evig Frelser, som kun får betydning for os gennem syndserkendelse (eller syndsbevidsthed som han selv sagde), er dårskab for en gudløs verden, selvom den verdsliggjorte kristenhed hyklerisk vil inkorporere Hans navn i dens religiøse image, men  heller ikke mere.

Det er ønskeligt, at Søren Kierkegaard bliver læst og nærlæst til besindelse, ikke under festivitas, men alene, i stilhed ind for evigheden.
-jn-