”…so kann er was erzählen…”

Den dejlige efterårssol  på træernes gyldne blade var en smuk ouverture til 3½ dages besøg i Kiel og omegn.  Samme eftermiddag, vi ankom d. 25/10, inviterede vore værtsfolk os på besøg i et stort frilandsmuseum, ”Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum”, hvor gamle beboelser fra bondekulturen satte os 2-300 år tilbage i tiden.  Man kunne gerne bruge flere dage på et sådant fascinerende besøg.

Gudstjenesten om søndagen i min ”stam-menighed” inde i selve Kiel var bl.a. mødet med sprudlende ungdom og ældre i skøn forening.  De mange åbne og modtagelige ansigter foran mig i en god Ånd, hvor ordet fik ”frit løb og kom til ære” (2. Thess. 3:1), var en kæmpe inspiration.  Der sås både varme smil og tårer, som det hører sig til, når Herren er nær.  Og fællessangen sker som oftest to-stemmigt.

En ung kvinde kom hen til mig efter gudstjenesten for at dele med mig sit personlige vidnesbyrd.  Hun havde studeret teologi i 4 år, fortalte hun, uden at have gjort nogen frelsende erfaring med vor Herre Jesus Kristus.  Dette var godt nok en mørk tid, som også sendte truende skyer hen over hendes ægteskab.  For et år siden skete imidlertid omvendelsens under.  Hun viste mig med understregninger et ord fra 2. Kor. 4:6, som vi under vor samling netop havde dvælet ved, og som betød noget specielt for hende.  Hendes omvendelse førte lykkeligvis også til hendes mands omvendelse, - ham hilste jeg også på - og selv underviser hun nu tyske skolebørn.  Hendes åsyn strålede af frelsesglæde!

Gæstfriheden er stor dernede.  I eet hjem, vi besøgte mandag aften, stillede familien sig efter aftenspisningen op midt på gulvet, far,mor, dreng (16), 2 smukke piger (17 og 18), foran os, som sad i sofaen og istemte a capella en smuk lovsang 3 stemmigt.  Ja, sådan kender vi jo tyskerne, når de er bedst.  Husfaderen i denne musikalske familie er ansat ved politiet og er en fin ambassadør for Kristus.

Kiel er et af de steder, hvor aftalen er, at jeg aldrig skal have nogen speciel indbydelse til at tale Guds ord.  De ledende brødre har ladet mig forstå, at jeg har en stående invitation, og varer det for længe med et nyt besøg, lyder det snart på en utålmodig e-mail:  ”Hvornår ser vi dig?”  Og gensynet er altid hjertevarmt.  Jeg er ingen fremmed mere, men fast bestanddel af et dyrebart samfund (fællesskab), selvom jeg repræsenterer det danske mindretal.

Min kone og jeg drog vor vej hjem igen med glæde og i øvrigt i næsten ligeså dejlig efterårssol….

-jn-